torsdag 20 aug 2015 - Ansager
Så blev der budt velkommen!
Bosætningsudvalget holdt velkomstmøde i hallen for tilflyttere til Ansager
Bosætningsudvalget holdt velkomstmøde i hallen for tilflyttere til Ansager
Velkomstmødet tirsdag aften i Skovlund-Ansager Hallen blev en succes

12 husstande var repræsenteret på mødet, hvor de først og fremmest blev budt velkommen af bosætningsudvalget under Ansager Byudviklingsforening. Aftenen startede med en præsentationsrunde og her viste det sig at folk faktisk flytter til Ansager-området fra nær og fjern, her kan nævnes Århus, Silkeborg, Kolding, Fyn, Tarm, Skovlund.

Efter præsentations-runden blev tilflytterne kort introduceret for Ansagers Udviklingsplan og alle de mange projekter, der er gang i, i området.

Velkomstambassadør Merethe Lauesen fortalte herefter om, hvad vi har at byde på forenings­mæssigt, og om at hjælpe til i byen på frivillig basis, som er en go’ indgangsvinkel til det sociale liv i byen. Hun opfordrede også til ikke at være tilbageholdende med at stille spørgsmål, hvis der er noget man er i tvivl om, det kunne jo være naboerne vidste besked.

Herefter blev snakken sluppet løs over en kop kaffe, og sikke der blev snakket: ”Hvordan kommer jeg til at spille tennis” - ”Hvornår kan mine børn gå til gymnastik” – ”Snerydning?” osv, osv. Så måske der allerede denne aften er dannet lidt netværk, og tilflytterne har fået sat ansigt på nogle af de andre, der er i samme båd.

Aftenen sluttede af med en rundvisning i Skovlund-Ansager Hallen, hvor der denne aften blev spillet 3. divisions håndbold, trænet i motionscenteret og boksetrænet i Multihallen.

Fra bosætningsudvalget skal lyde en tak til de, som valgte at møde frem, og vi kan hermed sige, at arrangementet vil blive tilbagevendende.

Bosætningsudvalget

Faktaboks:

En Velkomstambassadør vil fremover skulle byde tilflyttere til Ansager-området velkommen, være behjælpelige med kontakt til foreninger, institutioner mm.

Velkomstambassadørerne er:
Merethe og Jan Lauesen, Irene og Jeppe Østerby, Chenette og Kurt Kristensen, Eva Isaksen og Inge G. Jensen. Nærmere info vil komme i løbet af efteråret.

vist 1035 gange