tirsdag 7 jul 2015 - Gårde
Rollerock i Gårde for femte gang

Lørdag den 22. august er der Rollerock musikfestival i Gårde, og i år er det med to skotske hovednavne.

Den skotske Kris McDowall, og hans søn, Wee Kris er hovenavne ved dette års Rollerock festival i Gårde. Kris McDowall kommer med sit band "Less than Sober". Sønnen Wee Kris har bygget en succes op på internet i forbindelse med ACDC. I Gårde er der store forventninger til de musikalske skotske gæster.

John B. Band

Det lokale "John B. Band" med Danny Bruslund fra Ansager er også med på årets festivalplakat og sætter fuld knald på med John Mogensen numre. Rollen som husorkester bliver, lige som sidste år, varetaget af det polske band "Electric Fish".

Entré i år

Sidste år var der fri entré, men i år skal man igen købe billetter. Voksne skal af med 125 kroner, børn 50 kroner, men er børnene under ti år, er der gratis adgang i følge med voksne. Der kommer normalt omkring 300 gæster til festivalen, som afvikles på Gårde skole.

- Ingen kan alt, alle kan noget, og sammen kan vi det hele, svarer Allan Spicker, en af bagmændene, da han bliver spurgt, hvordan en lille by som Gårde kan banke en festival af denne kaliber op?

Uden sponsorer går det heller ikke. Danske Banks Ølgod Fond er hvert år en trofast støtte og i år er Hotel Hjedding, Varde Møbler og VIParty også med.

Karsten Madsen

vist 476 gange