onsdag 1 jul 2015 - Blåvand
Blåvand: Hvidbjerg Strand Pier indvies
Vesterhavets første badebro indvies ved Blåvand, tre kilometer syd for Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk.
Vesterhavets første badebro indvies ved Blåvand, tre kilometer syd for Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk. Foto: Pressefoto
Vesterhavets første badebro indvies i Blåvand onsdag den 1. juli kl. 13.00

Ved Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, er den første badebro ved Vesterhavet klar til indvielse. Det sker ligesom meteorologerne har varslet hedebølge

Den 60 meter lange badebro med en 30 meter lang rampe på stranden er opført ved Hvidbjerg Strand tre kilometer syd for Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk.

Placeringen ved Hvidbjerg Strand er nøje valgt. Vesterhavet viser sig her fra sin mildeste side, begunstiget af en sydøstlig vinkel på kysten, og at stranden ligger i læ af Blåvandshuk og Horns Rev. Dette gør, at det måske er det eneste sted ved den jyske vesterhavskyst, at en sådan konstruktion kan stå imod havets kræfter.

Rampe og bro er etableret for at facilitere havbadning for borgere og turister, men også for at gøre Vesterhavet tilgængelig for ældre og handicappede.

Turistchef i Danmarks største kystturismekommune Colin Seymour glæder sig meget over den nye strandfacilitet:

”Vesterhavsstrandene i Varde Kommune er naturens bedste legeplads og tiltrækker årligt over 3,5 millioner overnatninger. Rampen og badebroen med den runde platform gør det nu muligt at tilbyde de mange turister og endagsbesøgende en ny oplevelsesdimension ved Vesterhavet.”

”Jeg håber, at rigtig mange badegæster vil få glæde af den smukke badebro. Den udgør en fantastisk ramme for et vesterhavsbad både under den kommende hedebølge, men i særdeleshed for dem der også tager en dukkert, når badevandstemperaturen er etcifret.”

Varde Kommune

FAKTA

  • Selve badebroen ud i Vesterhavet er 60 meter lang.
  • Rampen over stranden er 30 meter lang. Den er etableret for også at give handicappede og gangbesværede mulighed for at få adgang til broen.
  • For enden af badebroen er der en platform på 6 meter i diameter.
  • Arkil Fundering A/S har stået for etablering af broen.
  • Finansieringen er sket i et offentligt-privat partnerskab mellem Varde Kommune, Hvidbjerg Strand Feriepark, Blåvands Udvikling og med støtte fra NaturErhvervstyrelsen, som administrerer midler fra den Europæiske Landbrugsfond for udvikling af Landdistrikterne.
  • Indvielsen af Hvidbjerg Strand Pier foretages ved Hvidbjerg Strand den 1. juli kl.13.00 af Udvalgsformand for Plan og Teknik i Varde Kommune, Preben Friis-Hauge.
  • Hvidbjerg Strand Pier er det første færdiggjorte anlægsprojekt i destinations­udviklingsplanen ”Blåvand den nye nordiske kystferieby”.
  • Broen består af at trædæk hvilende på rørsøjler med en diameter på 245 mm og en vægtykkelse på 14 mm af cortenstål, som er rusttrægt og vejrbestandigt konstruktionsstål. Rørene stikker i gennemsnit 4 meter ned i sandbunden.
vist 750 gange