lørdag 27 jun 2015 - Ansager
Ansager Skole: Sommerferie og afsked med Birthe
Sommerferie på Ansager Skole og afsked med Birthe og Else
Sommerferie på Ansager Skole og afsked med Birthe og Else Foto: Karsten Madsen
Ansager Skole sagde fredag farvel til skolens leder Birthe Christensen, der stopper for at udleve sin drøm om en lang cykeltur

Elever og lærere samledes lidt over kl. 12 for at ønske hinanden god sommerferie. Samtidig var det afsked med skoleleder Birthe Christensen, som har sagt sin stilling op, og et farvel til lærer Else Hansen som går på pension.

Eleverne havde hver en rose med til Else Hansen, som fik samlet en stor afskedsbuket.

Nu hvor Birthe Christensen med sin mand, skal på en 6000 km lang cykeltur rundt i Europa, mente lærere og elever, at hun skulle have en reservecykel med på turen. De havde derfor pyntet en turcykel og inviterede Birthe på en prøvetur rundt i Ansager.

Birthe fik følge af en flok elever på sin farveltur rundt i byen, mens resten af eleverne og personalet stod ved skolen og viftede med flagede, da feltet vendte tilbage. Birthe deltog i slutspurten, men måtte se sig slået på målstregen.

En norsk familie på cykeltur var intetanende kommet med i feltet og var noget benovet over den uventet festlige modtagelse i byen. De spurgte forsigtigt, om det var en tradition i Ansager på sidste skoledag med et cykelløb.

Bag de sidste cyklister kørte Hjemis-bilen og havde is med til alle. Så er der ferie.

Karsten Madsen

vist 1544 gange