onsdag 24 jun 2015 - Ansager
Sant Hans aften i Ansager
Snobrød og skumfiduser ristet over gløder fra bålet, var et stort hit hos børnene

Sant Hans bålet i Ansager er lagt op til at være for familier med børn og alle, der gerne vil tilbringe en tidlig aften ved bålet. Derfor ligger den allerede kl. 17.30, hvor grillen er klar til at stege den medbragte aftensmad.

Heksen blev lavet sammen med de børn, der var mødt op. Hun kom på bålet, der blev tændt kl. 18.30. Traditionen tro blev midsommervisen sunget, mens flammerne lyste op. Efter bålet kom snobrødsdejen frem. Det var et stort hit. Snobrødene blev bagt over gløderne fra bålet og da børnene var mætte af snobrød, kom skumfiduserne frem. Der blev varmet skumfiduser til den store guldmedalje og alle børn fik spist varme skumfiduser med kiks.

Det var en rigtig hyggelig aften. En af de få lune aftner vi har haft i år.

AIF og Borgerforeningen
Karin Nielsen

vist 524 gange