tirsdag 23 jun 2015 - Ansger
Heksen drager sjældent alene mod Bloksbjerg
Pas på pindsvin og andre dyr, som gemmer sig i bålet til Sankt Hans
Pas på pindsvin og andre dyr, som gemmer sig i bålet til Sankt Hans Foto: Michael Gäbler Copyright
Pas på de små pindsvin, når I tænder Sankt Hans bål i aften. De, og andre dyr, kan gemme sig i brændet.

Når Sct. Hansbålet tændes, er det ikke kun heksen, der på barbarisk vis bliver brændt på bålet; alt for ofte når pindsvin, padder eller småfugle at flytte ind i den knastørre brændestabel, mens bålet bygges op.

Pindsvinet, der holder til i huler af grene og blade, er et af de dyr, der er i farezonen, når bålet bliver tændt. Faktisk er et Sct. Hansbål et slaraffenland af en bolig for det lille dyr, der værner om privatlivets fred og gerne holder sig lidt i skjul. Bålet bliver ikke bygget på en dag, og indtil det futtes af, vokser det sig til en flot og tilsyneladende tryg bolig for ethvert pindsvin. Så man kan jo ikke bebrejde det lille dyr, at det flytter ind.

Flyt bålet

Et klassisk råd til at undgå unødig ofring af småkravl er, at man forsøger at skræmme dem væk ved at ruske i bålet og ved at larme en masse. Dette kan dog godt få dyrene – især pindsvinet, der netop har forsvarsmekanismen at rulle sig sammen – til at stivne og blot gemme sig endnu mere. Derfor rådes der til, at man flytter bålet samme dag, som det skal brændes af, så man giver mulighed for at dyrene kan undslippe.

”Det lyder måske besværligt, men det kan redde de små dyrs liv,” siger Ole Laursen fra Danmarks Naturfredningsforening og tilføjer, at det kan være en ganske interessant oplevelse at flytte en brændestabel, da man virkelig for øjnene op for det dyreliv, der er omkring en.

Skulle man møde et dyr, der ser ud til at have brug for hjælp, kan man med fordel kontakte Dyrenes Beskyttelse, som er opmærksomme på udfordringerne som følge af Sct. Hansbålene.

Biodiversiteten blomstrer

Juni måned er højsæson for pindsvinets parringsritual, så det er ikke helt op ad bakke for det lille dyr. Og da pindsvinet er en fredet art, så håber vi at se mange flere af dem rundt i landet. Skulle man falde over et pindsvin, så kan man med fordel tjekke det ind via mobilapp’en ”NaturTjek”. Læs mere herom på biodiversitet.nu

God Sct. Hans derude.

Dansk Naturfredningsforening

vist 221 gange