lørdag 25 apr 2015 - Ansager
Sogneudflugt den 21. maj
Sogneudflugt til Mariager Fjord og Hvidsten Kro
Sogneudflugt til Mariager Fjord og Hvidsten Kro Foto: Pressefoto
Ansager Menighedsråd inviterer i år på udflugt til Mariager Fjord

I samarbejde med Ansager Turist har Ansager Menighedsråd i år valgt at lade den årlige udflugt gå til Mariager fjord. Bussen kører fra Ansager Sognegård den 21. maj 2015 kl. 8.00 med kurs mod Hvidsten Kro. Undervejs vil menighedsrådet beværte med kaffe og et rundstykke.

Ved kroen mødes vi med vores guide, der vil fortælle om Hvidstensgruppen og tage os med på en lille rundtur i området.

Så skal den berømte æggekage nydes på Hvidsten Kro.

Hvidsten Kro har i mands minde været kendt for deres æggekage med flæsk og purløg og serveret med grov sennep og rugbrød.

Bagefter bliver vi kørt til Mariager, en perle med brostensbelagte gader og velbevarede bindings-værkshuse, beliggende ved - måske - Danmarks smukkeste fjord.

I Mariager begynder vi vores rundtur med at besøge den store flotte klosterkirke, hvor vi møder vores guide, der vil tage os med på en tur rundt i Mariager og omegn. Vi kommer op på Hohøj en gammel udsigtshøj, hvor der blev holdt folkemøder med bl.a. Jeppe Aakær.

Turen går også ud til den lille by Dania, hvor den gamle cementfabrik lå, og her ser vi de berømte gamle gule arbejderhuse også kaldet Mariager Nyboder. Dania er et gammelt cement-arbejder miljø. Dania og Kongsdal blev et center for cementproduktion, fordi der var råstoffer tilstede i rigelige mængder og ideelle transportforhold gennem fjorden.

Som afslutning nyder vi kaffen i restauranten Orkidee Dania, hvorefter bussen igen sætter kurs mod Ansager, som vi når omkring kl. 18.30.

Menighedsrådet dækker knap halvdelen af udgifterne, og deltagernes pris er derfor sat til 300 kr pr. mand. Bussen kan rumme 50 personer, så der gælder princippet: Først til mølle. Vi håber på mange tilmeldte.

Se venligst annonce i Ansager-Helle Ugeblad.

Martin Hansen, Ansager Menighedsråd, tlf. 7529 7261

vist 644 gange