fredag 24 apr 2015 - Danmark
Fang din første gedde
Fang din første gedde på Lystfiskeriets Dag 2015 den 17 maj
Fang din første gedde på Lystfiskeriets Dag 2015 den 17 maj Foto: Danmarks Sportsfiskerforbund
Gedden findes i næsten alle danske søer og moser. Det er en rovfisk, som er aggressiv og som kan blive kæmpestor. Læs her, hvordan du nemt kan fange gedder i din lokale sø, når fiskeriet starter den 1. maj.

Gedden er den største rovfisk, vi har i Danmark. Den er meget hårdfør og kan leve under næsten alle forhold. Gedden er en populær sportsfisk, fordi den altid kan findes tæt på, hvor du bor. I søer, moser, åer og endda brakvand trives den fortrinligt. Så længe den har et fødegrundlag af skaller, aborrer eller andre småfisk, så er der næsten ingen begrænsninger på, hvor den findes.

Her finder du gedden

Nu ved du, hvor man kan fiske gedder henne, men hvor i søen skal man så kaste sin fiskeline ud? Gedden elsker at ligge på lur inde i den tætte sivskov. Her kan gedden gemme sig, til der kommer en lille skalle forbi. Når det sker, skyder den frem med eksplosionsfart og overrasker skallen.

Under åkander er også et godt skjulested for gedden. Her er den beskyttet mod rovfugle fra oven, samtidig med at småfisk elsker at svømme i skygge fra solen. Brug derfor tiden på at kaste tæt på bevoksning. I større søer opholder de sig ofte ude på dybt og åbent vand. De gedder er dog nemmest at komme til, hvis man har en båd.

Skarpe tænder

Gedden har hundredvis af små, bagudrettede tænder, der er designet til at holde fast om småfisk, hvilket er geddens livret. Tænder som let kan skære igennem selv tyk nylon og flettede liner. Derfor er det meget vigtigt, at man bruger forfang, enten i stål eller nylon i minimum 0.50 mm. Et stålforfang er det mest sikre valg. På langt de fleste stålforfang sidder der en hægte i enden, så man nemt kan skifte mellem spinnere, woblere eller gummiagn. Brug gerne stålforfang, som er omkring 50 cm lange. Gedden kan finde på at rulle rundt i vandet og derved sno sig ind i forfanget og senere linen. For langs gællestokkene sidder også tænder, som nemt kan skære en fiskeline over.

Spændende spinnere

En af de absolut bedste kunstagn til gedder er spinneren. Spinneren er en meget overset agn til gedder, som ofte bliver fravalgt til fordel for en wobler. Man kan fiske en spinner højt eller dybt i vandet, fordi man bare kan lade den synke. Den har den unikke evne, at den sender kraftige vibrationer ud i vandet, som gedden opfanger via sidelinjen. Sidelinjen er et organ, som alle fisk har og som opfanger vibrationer og elektriske impulser i vandet.

Spinneren ligner nemlig ikke en lille fisk eller noget andet som lever i søen specielt godt, så når gedden bider på spinneren, gør den det, fordi den bliver provokeret til det. Derfor fanger man også de gedder, som ikke er sultne, men bare prøver at beskytte deres territorier. Brug store spinnere i størrelse fire til seks. Selv små gedder kan sagtens gabe over en stor spinner.

Fiskeefterligninger

Wobleren er den mest kendte agn til gedder. De kan fås i et utal af størrelser, farver og varianter. Woblerens primære funktion er at efterligne en fisk, som kan være et nemt bytte for gedden. Derfor vrikker den gennem vandet og kan til forveksling ligne en syg fisk, som prøver at undslippe geddens farlige tænder.

Fisker du i en lavvandet mose, er det bedst at vælge en wobler med en lille ske eller helt uden ske. Skeen trækker nemlig wobleren ned i vandet, og jo større ske, jo dybere går den. Fisker man med en wobler, som går lige under overfladen, får man også en overraskelse, når gedden kommer op og tager den i et en kæmpe plask.

Den ægte vare

Gedden er meget snu og kan ofte kende forskel på den ægte vare og vores kopier, som for eksempel wobleren. Derfor kan fiskeri med døde skaller være en af de bedste metoder. Der skal arbejdes lidt mere ved dette fiskeri, da man først skal fange skaller, men når det er på plads, kan man fiske længe med en død skalle under en prop.

Brug en prop, som passer til den størrelse skalle, du fisker med. Jo større skalle jo større prop, men brug altid den prop, som giver mindst modstand, når gedden tager skallen. Derefter skal du bruge et stålforfang med to trekroge på. Sæt den ene trekrog i ryggen på skallen, så når den hænger i vandet, ligner det en levende fisk, som stille svømmer i vandet. Fisk skallen cirka en meter under overfladen, afhængig af dybden på søen. Når proppen forsvinder, skal du give modhug indenfor ti sekunder, det sikrer, at krogene sidder yderligt, og gedden nemt kan sættes ud igen, hvis du ikke vil have den med hjem.

Lidt ekstraudstyr skader ikke

Når man håndterer en gedde, skal det ske med største forsigtighed. Både for at beskytte fisken, men også for at beskytte dig mod de skarpe tænder. Derfor er det en rigtig god idé at medbringe et par ekstra ting på turen. En tang er uundværlig, når krogen skal pilles ud af den store mund. Sidder krogen langt nede, kan men med lidt snilde afkroge den gennem gællerne. Der er nem adgang til munden og meget plads grundet de store gæller, som gedden har. Når den skal landes, kan man enten bruge et net eller tage den med hænderne. Er det en mindre gedde, kan man gøre det ved et fast greb om nakken, mens større gedder lettere kan tages i gællelåget. Har man ikke prøvet at tage en gedde i gællelåget før, så medbring et par kraftige handsker, hvor geddens tænder ikke kan trænge igennem. Det skåner både gedden og dig selv.

Andre fisk end gedder

Selv om gedden er en af vores rigtig spændende fiskearter, så findes der også mange andre sjove fisk, man kan fange som ny sportsfisker. I søer og åer er det skaller, brasen og aborre, og tager man til en fiskesø, så er der ofte masser af ørreder. Tager man derimod ud til kysterne, så er det højsæson for hornfisk, men man kan også fange sej, torsk, havørred og fladfisk.

Kom med på fisketur

Det kan godt være svært selv at tage på fisketur, hvis ikke man har prøvet det før. Men nu kan du komme på fisketur med nogle meget erfarne fiskere. Søndag den 17. maj står en masse hjælpere klar til at tage dig med på fisketur. På www.sportsfiskeren.dk/lystfiskerietsdag kan du se, hvor der er muligheder tættest på dig, og hvilke fisk man kan fange. Så pak madkurven og tag familien med ud på jeres første rigtige fisketur. God fornøjelse!

Af Nikolaj Korsholm, Danmarks Sportsfiskerforbund

Vigtig viden om gedden

  • I ferskvand er gedden fredet fra 1. april til og med 30. april
  • I brakvand er gedden fredet fra 1. april til og med 15. maj
  • Geddens mindstemål er 60 cm

Nødvendig genudsætning

Nogle gange fanger man gedder, der er under mindstmålet på 60 cm. Og så skal gedden sættes tilbage i vandet igen så skånsomt som muligt, så den kan svømme videre. På www.sportsfiskeren.dk/fiskefilm kan du se, hvordan man gør det på den bedste måde. Andre steder kan man have behov for at slippe gedderne ud igen, fordi geddebestanden ikke er så stor, at man kan tage gedden med hjem. Uanset årsagen, så er det vigtigt, at man behandler gedden forsigtigt.

vist 6429 gange