onsdag 22 apr 2015 - Tistrup
Nuværende og kommende kunstnere, se her!
Glimt fra Kunstnernes Sommerudstilling 2014
Glimt fra Kunstnernes Sommerudstilling 2014 Foto: Pressefoto
Det er tid for tilmelding til den censurerede Kunstnernes Sommerudstilling

Kunstnernes Sommerudstilling i Janus Bygningen hører til landets ældste og mest erfarne censurerede udstillinger. Hertil kan alle, der arbejder med kunst, indsende værker til bedømmelse. Mange har i tidens løb fået deres debut her, også amatører. Det er her nye talenter spottes. En lang række i dag kendte og etablerede kunstnere har deltaget på KS

Alle kan sende ind

KS giver alle en mulighed for at indsende værker inden for kategorierne: Maleri - Grafik, tegning, akvarel - Skulptur - Foto og video - Kunsthåndværk, keramik, tekstilkunst.

Det giver point at være med

Deltagelse på KS giver point i forbindelse med optagelse i Billedkunstnernes Forbund.

Vurdering

Censorerne er anerkendte kunstnere, som vælges af tidligere deltagere på KS. Værkerne vurderes i år af billedkunstnerne Morten Schelde, Helle Hansen, Pontus Kjerrman, Birgitte Thorlacius og Hanne Karin Jakobsen. Den seriøse og grundige vurdering strækker sig over flere dage.

Udstillingen

Udstillingen vises i alle Janus Bygningens udstillingslokaler. Ophængningen af de værker, der bliver antaget på udstillingen, ledes af et ophængningsudvalg valgt blandt censorerne.

KS Prisen, Publikumsprisen og andre muligheder

En KS Pris på 7.500 kr. uddeles til en af udstillerne i forbindelse med ferniseringen. Modtageren udpeges af censorerne. Som noget nyt i år bliver der også uddelt en publikumspris på kr. 5.000. Der er endvidere tradition for, at udvalgte deltagere på KS senere får tilbudt en separatudstilling i Janus Bygningen.

Sted, formidling og publikum

KS hører hjemme i kunstcenteret Janus Bygningen i Tistrup nord for Varde. Årets udstilling finder sted fra 14. juni til 10. august, og i perioden er der bl.a. rundvisninger samt ’ARTIST TALK arrangementer’, hvor enkelte af de udstillende kunstnere får mulighed for at fortælle om deres værker i en direkte dialog med publikum.

Udstillingen besøges af publikum fra hele landet samt et stigende antal turister. Det er dem der vælger årets publikum pris, som uddeles den sidste udstillingsdag. Der vil i år også være tilbud og opgaver for børn.

For mange er et besøg på KS en selvfølgelig del af sommerens kulturoplevelser.

Tilmelding

Tilmelding kan ske indtil den 25. maj. Samt ved personlig indlevering den 5. og 6. juni. Nærmere oplysninger på janusbygningen.dk under menupunktet Kunstnernes Sommerudstilling eller ved henvendelse til amdh@janusbygningen.dk , tlf. 7529 9825 eller mobil 6165 9825

Kunstnernes Sommerudstilling

vist 291 gange