mandag 20 apr 2015 - Ølgod
Ellert-træf i Ølgod
John Madsen fra Uhrevej med sin ellert
John Madsen fra Uhrevej med sin ellert Foto: Tistrupnews
Ellerten var et bud på fremtidens køretøj - idag er der ikke mange ellerter tilbage. Nogle få er stadig vilde med det lille elektriske køretøj og mødes i Kristi Himmelfartsferien til træf i Ølgod

Deltagerne bor på campingpladsen i Ølgod fra den 14. til den 17. maj. Du kan se nærmere på ellerten den 16. maj fra kl. 11.00-15.00, hvor træfdeltagerne viser deres ellerter frem på Torvet. Alle er velkomne til at komme og tage ellerten i øjesyn og få en snak. Der tilbydes ikke en prøvetur, da der kun kan være én person i af gangen.

John Madsen er med i ellertklubben og bruger sin ellert, når vejret skal nydes, og når turen går den korte vej til Tistrup, Ølgod eller Skovlund. Den kører 37 km i timen, så der skal afsættes god tid til turen.

Den mekaniske vedligehold af ellerten klarer John selv. Så snart det bliver mere teknisk, må han trække på ekspertise i klubben.

Klubbens medlemmer er spredt vidt omkring. En bor sågar i Tyskland. Ved sidste års træf i Skagen, havde tyskerne taget hele turen til toppen af Danmark i ellerten. En tur på et par dage.

Kilde: Tistrupnews

Fakta

En ellert er et elektrisk drevet køretøj, som så dagens lys første gang i Danmark i 1987. Den blev bygget i en årrække herhjemme, men efter to konkurser flyttede fabrikken til Tyskland. Her blev der produceret ca 150 ellerter om året.

Sidste år flyttede virksomheden til Østrig, hvor der fortsat ledes efter produktionslokaler. Så fremtiden er på nuværende tidspunkt uvis.

John Madsen ser fremtiden for ellerten som blivende på hobbyplan, men generelt tror han på, at elbiler vil vinde mere og mere indpas.

vist 652 gange