søndag 12 apr 2015 - Skovlund
Kulturfestival på Skovlund Efterskole

Fredag den 10. april holdt Skovlund Efterskole deres første kulturfestival.

Det blev en rigtig dejlig dag, hvor mange valgte, at lægge vejen forbi for at blive bombarderet med masser af smagsoplevelser, happenings og boder. Eleverne havde indrettet dagligstuer fra Indien, England, Frankrig, Spanien, Japan, Kina og selvfølgelig Sydafrika, hvor man kunne opleve stemninger fra landene. Man kunne folde origami-blomster fra Japan, få en hennatatovering fra Indien, en fletning i håret fra Sydafrika, puste japanske billeder med blæk og meget andet.

Skolens elever startede festivalen med stomp og kor på Shakiras ”Waka Waka”. Derefter blev eftermiddagen krydret med forskellige underholdende indslag på scenen. Der var hilse-ritualer fra de forskellige lande, nogle elever læste egne digte og historier op på engelsk fra deres oplevelser i Sydafrika og andre elever lavede et skyggeteater omkring ”The Honor of Naming a Child”. Alt blev krydret med forskellige musikindslag; en afrikansk vuggevise, en kenyansk sang og udvalgte musiknumre fra skolens to musikhold.

Smagsoplevelser fra mange forskellige lande kunne man få ved at købe mad & drikke i festivalens boder. Der var mange forskellige slags farvestrålende og flot dekorerede kager fra hele Verden. Fra den salte del bød skolens elever på Sushi & Rice Balls fra Japan, indiske Beef Samosas & Bhajias, engelske sandwiches, Tandori Chicken Wings og meget andet.

Ved køb af mad og drikke samt ved diverse aktiviteter støttede man Skovlund Efterskoles årlige indsamling. Den går i år til hjælpeorganisationen “Women For Peace” og et børnehjem i Magaliesburg, som efterskolen besøgte under deres tur til Sydafrika i januar.

Annie Voss, Skovlund Efterskole

vist 664 gange