søndag 5 apr 2015 - Korskroen
Flaskehals ved Korskroen
Turistchef Colin Seymour, borgmester Erik Buhl og  folketingsmedlem Hans Christian Thoning
Turistchef Colin Seymour, borgmester Erik Buhl og folketingsmedlem Hans Christian Thoning Foto: Tistrupnews
Erik Buhl forsøger at råbe folketinget op for at forbedre trafikafviklingen på hovedvej A11 til gavn for vestkystturismen

Borgmesteren i Varde Kommune Erik Buhl og folketingsmedlem, Hans Christian Thoning stod lørdag i vejkanten på hovedvej A11.

For de forbipasserende tyske turister, var der Påskelørdag lidt ekstra at kigge på på hovedvej A11 mellem Korskroen og Varde. Borgmesteren i Varde Kommune, Erik Buhl (V), havde i selskab med vores lokale folketingsmedlem, Hans Christian Thoning (V), taget opstilling i vejkanten. I konkurrence med larmen fra en endeløs karavane af turister fortalte de, hvorfor vejbanen nu skal udviddes.

- Vi har et trafikproblem her, som er så stort, at vi nu vil prøve at råbe folketinget op endnu en gang. Vi forsøgte for 15, 10 og 5 år siden, og nu synes vi, at vi har endnu bedre argumenter og endnu større fokus på vestkystturismen. Sådan en lørdag formiddag, og det er endda slet ikke højsæson, kan du se hvordan trafikken næsten kører kofanger ved kofanger. Vi er glade for, at der kommer nogen til Vestjylland, men man skal ikke holde her og vente; man skal videre , udtaler Erik Buhl.

- Som så ofte er der rigtig langt fra København til Varde, men jeg synes, vi har gode argumenter. Hovedvej A11 går fra Tønder til Thisted og det er ikke kun her, at der er problemer. Det har man også andre steder på ruten. Derfor sætter vi de næste par måneder klart fokus på hele A11 strækningen fra Tønder til Thisted. Vi skal have lavet en aflastning til motorvej E45, for det giver ikke mening, at vi skal jage turisterne hele vejen til Kolding, når de lige så godt kunne køre på vestkysten, mener Hans Christian Thoning.

- Man kan jo bare konstatere, at det er ekstremt sådan, hvad der kommer af turister på strækningen en dag som i dag. Derfor er vi nødt til at kigge på, hvad vi kan gøre fremadrettet, konkluderer Hans Christian Thoning.

Tistrupnews

Varde Kommune har foretræde for Transportudvalget på Christiansborg den 9. april, hvor man vil fremlægge sagen.

vist 419 gange