onsdag 1 apr 2015 - Ansager
Aprilsspøg: Letbane mellem Ansager og Skovlund
Ove Nørager har stået for skitserne til letbaneprojektet
Ove Nørager har stået for skitserne til letbaneprojektet Foto: Pressefoto
Ansager og Skovlund udbygger nu deres samarbejde og planlægger en letbane, der forventes at stå klar april 2017

Banen tænkes følge den gamle banelinje. Det gamle fundament ved Grindsted Å menes at være i så god stand, at det kan svare sig at restaurere det og anvende det til en ny bro.

At tanken om en letbane opstår netop nu, er ingen tilfældighed. De to bysamfund har længe haft samarbejde om blandt andet skole, hal og idrætsudøvelse. Men begivenheder som Mariefestival og FolkSkovlund har i nogen tid næret et ønske om at kunne transportere sig fra det ene til det andet sted uden at skulle bekymre sig om at være appelsinfri. Desuden vil begge arrange­menter kunne tiltrække langt flere tilhørere end det aktuelt er tilfældet, da overnatning ikke kræver ekstra sengepladser.

Hvad angår selve banelegemet, er det så betimeligt at Banedanmark netop nu nedlægger Grindsted-Bramming banen og har tilbudt kvit og frit at levere skinner og sveller fra denne successivt med, at disse tages op.

Der må påregnes en del frivilligt arbejde med at klargøre banens fundament på den 4.792 meter lange banestrækning. Fundamentet skal selvsagt stå klar, inden banelegemet bliver leveret. Der er nedsat en projektgruppe, som skal stå for planlægningen af dette arbejde og for at hverve de over 200 frivillige, der skønnes påkrævet.

Projektet har vundet stor bevågenhed i Kommunen, der således har været behjælpelig med at udforme ansøgningen til EU-puljen for "Nærtransport i landområder". Nærværende projekt er det eneste af sin art i denne ansøgningsrunde. Chancerne for tilskud anses derfor som værende særdeles gode.

Karsten Madsen, presseansvarlig for letbaneprojektet

vist 1321 gange