tirsdag 24 mar 2015 - Ansager
Udviklingsråd vil slå bro over gammelt nabonag
Naboer: Skovlund Ansager Udviklingsråd vil med flere fælles aktiviteter forsøge at få de to byer til at arbejde mere sammen.

Ansager/Skovlund: De to nabobyer har egentlig aldrig rigtig brudt sig om hinanden. Det gamle nag mellem de to naboer burde være et overstået kapitel, men at det endnu ikke helt er tilfældet, viste debatten på torsdag aftens årsmøde i det fælles Skovlund Ansager Udviklingsråd.

Karin Nielsen, der formand for Skovlund Ansager Udviklingsråd, vil gerne samarbejdet. Hun slog i sin beretning til lyd for, at der bør være flere fælles aktiviteter de to byer imellem. Men det kunne mærkes på stemningen blandt de 27 mødedeltagere, at den tanke først skal bundfælde sig.

Så man begynder i det små. Eksempelvis at stille med et fælles hold, når der senere i år afholdes "Stafet for livet" – et 24 timers stafetløb som indsamling til kampen mod kræft. Det sker i Ølgod. Eller et fælles arrangement til åens dag den 23. august, hvor to delegationer – en fra hver sin by – begiver sig langs Grindsted Å og Ansager Å til Stemmeværkspladsen, hvor de to åer løber sammen og bliver til Varde Å. Her kan man forbrødres over medbragt mad og drikke.

– Der har også været talt om at lave en kunstudstilling, som et samarbejde mellem Skovlund og Ansager, men det er ikke blevet til noget endnu, sagde Karin Nielsen.

Det gamle nag mellem de to byer fik især skud for boven af Magnus Dahlmann, der er formand for Ansager Byudvikling. Som nylig tilflytter er han ikke bange for at provokere, og det fik kartoffelavler m.m. Martin Hansen til at spørge, hvorfor det hedder Skovlund Ansager Udviklingsråd: – Burde Ansager ikke stå først? Magnus Dahlmann svarede ikke direkte, men spurgte, hvilken af de to byer, der i dag har et pengeinstitut. Og hvad man dengang mente i Ansager om Skovlund, da Ansager for få år siden havde tre-fire banker og andelskassen som Skovlunds daværende sidste pengeinstitut lukkede. Hvordan er situationen så nu.

– Der er et gammelt nag, der skal bygges bro over, konstaterede Magnus Dahlmann, efter ved en håndsoprækning at have konstateret, at til årsmødet for de fælles udviklingsråd var tre af de 27 deltagere bosiddende i Skovlund. Resten kom fra Ansager.

Martin Wilde, mawi@ugeavisen.dk, Ugeavisen Ansager-Helle

vist 200 gange