tirsdag 3 mar 2015 - Varde
Skaterbowl på vej i Varde
Skater (modelfoto)
Skater (modelfoto) Foto: Adam.J.W.C. Copyright
Ny skaterbowl i Varde har i flere år stået øverst på skaternes ønskeseddel. Nu realiseres drømmen, når skaterbowlen opføres som et element i KulturSpinderiet i Varde midtby.

Skaterne i Varde får fra september i år langt bedre rammer for deres sport. Det sker med en ny flowbowl, der styrker mulighederne for at dyrke skatersporten for både begyndere og øvede. Den nye bowl skal opføres som en del af KulturSpinderiet, og vil stå klar omkring september i år.

"Bedre muligheder for skaterne har stået øverst på de unges ønskeseddel i flere år. Det ønske opfylder vi nu med en skaterbowl på KulturSpinderiet. Vi har lagt vægt på, at de unge inddrages i designet af bowlen, så derfor vil FSR Beton i den kommende tid mødes med repræsentanter for skaterne for at aftale de sidste detaljer i designet", siger udvalgsformand Lisbet Rosendahl (V).

Selve bowlen bliver en flowbowl, der anlægges af FSR efter udbud. Anlægsstart forventes i maj, så bowlen anlægges sideløbende med resten af KulturSpinderiet.

Bowlen bygges ved siden af Ungehuset, så den indgår som en naturlig del af ungdomsmiljøet i området. Rundt om bowlen lægges betonelementer som siddepladser og til ophængning af kunst. Med betonelementerne fastholdes områdets rå industrielle udtryk samtidigt med, at der skabes et afgrænset rum, de unge selv kan definere og udfylde.

De unge ser frem til det nye tilbud.

”Vi har en masse unge skatere, der mangler et sted at være i Varde, så det er megafedt, at der i forbindelse med kulturSpinderiet kan skabes plads til en skaterbowl. Og det er en ekstra bonus, at skaterbowlen kommer til at ligge lige ved Ungehuset. Det er et stort ønske, der går i opfyldelse”, siger Tua Dietrichsen, formand for Ungerådet i Varde.

Pressemeddelelse

Fakta:

  • Flowbowl bliver på ca. 390m2
  • Bowlen udføres af FSR Beton
  • En flow bowl, er en større bowl, end den klassiske “pool efterligning”, den har dog stadig de samme elementer, bare i en større og mere udspredt version - det medfører mere fart, flow og større bevægelsesfrihed. Deraf navnet flow - bowl.
vist 273 gange