lørdag 18 okt 2014 - Ansager
Mariehaven er klar med 2015-programmet
Mariehaven i Ansager er klar med programmet for 2015
Mariehaven i Ansager er klar med programmet for 2015 Foto: Pressefoto
Endnu en succesrig sæson er kun lige overstået, før programmet til næste års Sommersang i Mariehaven ligger fast – og der er mange store oplevelser at se frem til.

Mariehaven i Ansager ligger lige nu stille hen, og musikkens toner er afløst af nedfaldne blade i smukke efterårsfarver. 2014 har været endnu en stor sæson for de folkelige koncerter i Helge Engelbrechts baghave i Ansager, hvor en stjerneparade af musikere har lagt vejen forbi for at spille for de tusinder og atter tusinder af publikummer. Mange savner Sommersang i Mariehaven nu, hvor sæsonen er slut, og lindrer abstinenserne med et kig på TV2 Charlie, hvor der er populære gensyn med koncerterne – eller måske et besøg i Musik Galleriet, hvor der er lagt op til både akustiske koncerter og julekoncerter i den kommende tid.

Allerede nu er Mariehaven og Musik Galleriet klar med 2015-programmet, og der er igen tale om en sand perlerække af populære kunstnere, som skal fortrylle de smukke omgivelser med sang og musik:

- Vi er glade for og stolte af, at vi igen er lykkedes med at lave et stort og varieret program, som med mange forskellige musikere spænder bredt rent genremæssigt, og som samlet set alle er garanter for en stor musikalsk oplevelse. Jeg kan ikke remse alle navnene op uden at blive komplet forpustet, men jeg kan da nævne Birthe Kjær, Maria Lucia, Jacob Haugaard, Ann-Mette Elten, Anne Dorthe Michelsen, Stig Rossen, Keld, Hilda og Annette Heick, Peter Belli, Tamra Rosanes og Kirsten Siggaard for blot at slynge nogle enkelte ud. Og det er altså ikke bare toppen af poppen, men også bare toppen af isbjerget, fastslår Mariehavens Grand Young Man, Helge Engelbrecht, der som frontmand i Neighbours & Friends er klar til som sædvanligt at binde alle herlighederne sammen.

Hele programmet kan findes på www.mariehaven.dk, hvor man i ro og mag kan studere 2015-sæsonens herligheder, købe billetter og gavekort. Vel mødt til endnu en stor sæson i Musik Galleriet og Mariehaven i Ansager.

Pressemeddelelse

vist 7568 gange