onsdag 8 okt 2014 - Ansager
Anmeldelse af MTB banen
Erik Jessen på cyklen med bjergtrøjen på og klar til en tur på MTB banen
Erik Jessen på cyklen med bjergtrøjen på og klar til en tur på MTB banen Foto: Ejler Skindhøj
Prøvetur på Ansagers nye MTB bane, der blev indviet sidst i august

Ansagers mountainbike bane blev indviet 31. august 2014. Tre dage før havde jeg gået gennem hele banen sammen med en ven. Der er lagt rigtig mange arbejdstimer i konstruktionen af denne fornemme bane. Vi var enige om, at den frembød udfordringer for nærmest enhver smag.

Når man nærmede sig et område med store udfordringer, viste skilte en alternativ rute med mindre udfordringer, rød pil for den lette og sort pil for den svære. Efter den svære udfordring stødte den røde bane atter til den sorte. Undervejs på den 4,3 km. lange bane mødte man skilte, som viste, at man havde gået/kørt 1, 2, 3 eller 4 km.

Banen er anlagt i skov med områder af vidt forskellig skovtype, forskellige træarter og -aldre, kuperet og fladt terræn. Sidste års december storme har flere steder krævet rydning af træer/trædele, så der alle steder er tale om en sikker bane. Set oppefra er der ikke tale om et stort areal; men man har med stor opfindsomhed udnyttet terrænformer og krydset frem og tilbage for at skabe den lange bane, og man mister snart retningssansen.

Til fods er det en afsindigt spændende bane; men hvad med at cykle den? Det var blandt andet derfor, jeg var ude at rekognoscere. Derefter brugte jeg nogen tid på at indhente oplysninger om, hvilket tøj man skulle have på, hvor man kunne skaffe det, og så købe det. Og selvfølgelig også nogle tips, for jeg cykler ikke meget og stort set kun på landevejen.

29. september var jeg klar til at prøve. Vejret var fint, 18 grader og solskin, ingen vind af betydning, så med hjelm på og mobilen i baglommen begav jeg mig af sted. Jeg var spændt på, hvad jeg kunne, og hvad jeg turde. Starten er meget let, men det varede ikke længe, inden jeg fandt ud af, at jeg kunne glemme alt om at tænke på andre ting end at cykle, skifte gear og styre. Ét sted stod et skilt, der hed ”Dennis`s genvej”. Flere steder stod der ”Østrig”. Et sted var der et frækt ét, der hed ”Eriks fald”. Her stoppede jeg og kiggede ned. ”Frækt at sætte det op, før jeg kørte. Hvilken Erik var faldet her? Ikke tale om, at jeg ville vælte her”. Og så fortsatte jeg ned. Uden at falde.

Pulsen nærmede sig maximum, sveden haglede ned, og blæsebælgen ydede top præstation. Flere fingre på venstre hånd begyndte at sove, fordi jeg krummede godt om styret. Bump, blottede trærødder, skarpe sving, mudder, støv, spindelvæv, dufte, op, ned, rundt. Masser af elementer bidrog til dette adrenalin kick. I Afrika har jeg kørt off road motorcykel og 4-hjuls­trækker i vanskeligt terræn. Turen på mountainbike har nøjagtig de samme elementer af spænding og sværhedsgrad. Men cyklen har nogle fordele: Billigere i anskaffelse, sikkert lettere at finde egnet terræn, og så får man god motion. Man forbrænder rigtig mange kalorier på sådan en bane, og så er det sjovt. Skidesjovt!

Jeg har nu taget den røde bane med 5 tilfælde, hvor jeg måtte af og trække den sidste meter op, så jeg skal lige have et par tips, før jeg skal besejre disse toppe og begynde på de sorte afsnit.

Kan anbefales alle piger og drenge over 10. Jeg er snart 68.

Erik Jessen

NB! Sådan en MTB bane er et stort plus for Ansager, og potentielle tilflyttere med og uden teenage børn bør informeres om denne mulighed.

vist 649 gange