Ovre i Skovlund er der en mand, der går og sysler med bøgetræer. Han har indtil videre 50 forskellige slags, som han har plantet og passer efter alle kunstens regler. Han har også sammen med sin kone en have på 4.000 kvadratmeter, en pryd- og nyttehave, som er åben for offentligheden en gang imellem. Han har også får, som vinder førstepræmier på alle landets dyrskuer. Desuden er han kusk på et landbrugsmuseum, hvor hans kone er spinderske.

Han er også min svoger og hedder Ole, og på vej over for at besøge ham kommer vi igennem Vejen. Det er en by i stor udvikling, den er flot og velpasset, og kulturen lider ingen nød - der findes tre scener inden for en radius af fem kilometer. Jeg ved det, fordi der blev holdt teaterfestival der forrige år, og de tre scener får kommunal støtte, der er plads til mange tilskuere, og hver scene har sit hus med lys og lyd. Sådan!

Vi kører videre til Ribe, hvor min bror synger i Ribe Bigband. Samtidig med jazzfestivalen er der også dyrskue, og byen er proppet. Vi sidder ved det smukke domkirketorv, som er nyanlagt, og nyder den gode musik fra bandet, der ynder at tage på turne langt væk, for eksempel 14 dage til Cuba.

Om aftenen sidder vi i en have i Gørding og lytter til eksotiske fuglestemmer. I den varme tropenat er naboens 30 forskellige papegøjer i et vældigt lune, og vi føler os hensat til junglen.

Siden kigger vi på Gørding Skole, som har gjort klar til den nye skolereform. Et stort lokale er indrettet til lærerne, der har hvert sit eget bord med computer, skab og egen telefon. Lærerne kan til gengæld kigge ud på tre forskellige slags legepladser til eleverne - en naturlege-plads, en skaterplads og en traditionel legeplads. DGI holder nogle gange arrangementer på skolens idrætsområde, som også er stort og flot.

Der er en hal i Gørding og i Vejrup og i hver by, vi kommer igennem op langs hovedvejen mod Ansager. En stor idrætshal i hver eneste lille by, hvor husene er fint holdte. Der er rent og pænt alle steder, og mange har glaserede tegltage. Intet sted ser vi noget faldefærdigt, forfaldent. Der er ryddeligt og rent og rigt.

Vi kommer til Ansager og får lov til at komme i den kendte Mariehaven som de eneste to til generalprøve. Min niece spiller og synger med i Helge Engelbrechts orkester. Vi sidder på den mægtige plads, hvor der snildt kan være 1500 tilskuere, og bliver forkælet med vestjysk gæstfrihed, som blandt andet indebærer stort kaffebord med kringle og æblekage. Haven summer af aktivitet fra de mange hjælpere - der er et korps på 300 frivillige.

Og der er måske opskriften, humlen til forståelsen af det vestjyske mirakel. Hvis man ikke selv laver noget, sker der ingenting.

Det var den samme lærdom, vi i sin tid fik, da vi flyttede til det forblæste Thy. Hvis vi gerne vil have teater, så lav det selv. Musik? Jamen, så spil dog.

Ved Varde ligger Janderup, der huser teatret Syvkanten, som er bygget op af frivillige og har landets største kostumeafdeling - på 100 meter hænger store damebalkjoler tæt, for ikke at snakke om skoafdelingen. De leverer til alle de store teatre i landet.

Og Varde friluftsspil bliver hvert år besøgt af 50-60.000 tilskuere. Der er ingen smalle steder i det store, åbne vestjyske landskab. Der er arbejdsomhed og flid og talent og frivillighed og hjælpsomhed. Det er virkelig Danmark når det er bedst.

Vi får æbletræ af Ole. Det skal vi plante i vores lille kolonihave i Ballerup. Det skal være symbol på et rigt lille land.

Gunhild Brethvad
teaterinstruktør, musik- og teaterlærer, eventmager, højskolelærer og skuespiller