tirsdag 2 sep 2014 - Ansager
Allan’s Dinér åbner restaurant og café
4.-5.-6. september ændrer cateringfirmaet Allan’s Dinér karakter – og forvandler sig til byens billigste restaurant og café.

Der er altid travlt hos Allan’s Dinér i Ansager, men den seneste tid har der været ekstraordinær aktivitet for at blive klar til 3 dage med fantastiske tilbud i ”Restaurant Baggården” og tilhørende café.

Parkeringspladsen i baggården er nu ”beklædt” med et 180 m2 stort telt, som kan bespise op mod 200 personer ad gangen. Der serveres frokostbuffet fredag og lørdag til kr. 50 – og aftenmenuer lige fra ”Spis hvad du kan” torsdag inkl. 1 gratis ”drink”, kun kr. 50 til stor lækker buffet lørdag aften, kr. 120. ”Der er linet op til hyggeligt gårdmiljø med rød-/hvidternede duge og akustisk musik, priserne er i bund og kvaliteten i top”, forsikrer Allan Jensen, som glæder sig meget til i 3 dage at servere direkte fra køkken til gæster - altså udenom de sædvanlige varmekasser. Varmekasserne gemmes dog ikke helt af vejen, da cateringfirmaet i samme tidsrum har over 1.000 kuverter ud af huset.

Indgang til ”Restaurant Baggården” går gennem det gamle solcenter på Nørregade (ved siden af Allan’s butik), som i samme anledning har gennemgået et ”ansigtsløft” og nu fremstår som café i ren retro 70’er stil. ”Hvem andre end de tidligere ejere af Hotel Ansager ”Anne Marie & Johannes Østergård” kan så stå bag baren og lange fadøl over … nej, vel. De glæder sig i hvert fald begge til at hilse på tidligere bekendte og få sig en lille sludder om de gode gamle dage”, afslører Allan Jensen. Caféen serverer ud over billige drikkevarer også lækre sandwich.

”Hvad caféen fremadrettet skal bruges til, står stadig lidt hen i det uvisse, men mon ikke vi kommer op med en god anvendelsesmulighed. Lige for nu koncentrerer vi os om 3 forrygende dage i Ansager, hvor der serveres mad i ”Restaurant Baggården” til kl. 21, og hvor caféen holder åbent hver dag til kl. 24”.

Se hele menukortet på www.allansdiner.dk

vist 2845 gange