fredag 8 aug 2014 - Ansager
Klar til sæsonfinale i Mariehaven
Mariehaven slutter sæsonen af med en sidste koncert den 31. august
Mariehaven slutter sæsonen af med en sidste koncert den 31. august Foto: Pressefoto
En herlig række af koncerter med mange glade gæster nærmer sig sin afslutning, men Mariehaven slutter denne sæson af med maner den 31. august

De varme stunder har igen i år været mange i Mariehaven, hvor Helge Engelbrecht sammen med et væld af musikalske venner har underholdt et stort antal gæster. Det betyder, at der nu kun resterer en enkelt koncert af denne sæsons program, og selv for en erfaren musiker har det stor betydning.

- Vi glæder os hver gang, vi skal spille her i den hyggelig have med træerne og åen som baggrund, og det er fantastisk, at vi ser så meget glæde og livslyst til hver koncert. Det giver os mod på den musikalske tilværelse, og selvom vi gennem årene har spillet rigtigt mange koncerter, så bliver vi også grebet af stemningen. Derfor vil vi selvfølgelig slutte af med et rigtigt godt indtryk, så vi kan give vores gæster et godt minde frem mod koncerterne til næste år, fastslår Helge Engelbrecht, som udover de uundværlige Neighbours & Friends også disker op med en række andre spændende kunstnere.

- Jeg glæder mig meget til at byde velkommen til en stor stemme som Stig Rossen, der har bevæget folk på både danske og udenlandske scener, men også Ivan Pedersen, Souvenirs og Jan Kaspersen bliver en fornøjelse at høre. Der kommer som altid mange dygtige mennesker på scenen, men det bliver også noget særligt med legendariske Ib Glindemann i spidsen for Prinsens Musikkorps. Det er et alsidigt og underholdende program, så vi kan slutte af med maner for en sæson, der har været fyldt med gode oplevelser for os på scenen, slutter Helge Engelbrecht, der indtager scenen i Mariehaven den 31. august til årets sidste koncert.

Se mere på www.mariehaven.dk

vist 641 gange