tirsdag 22 jul 2014 - Ansager
Så blev juletræerne, bilvaskene og gødningen ”spillet op”
U14–håndboldspillere fra Skovlund og Ansager har været i Ungarn
U14–håndboldspillere fra Skovlund og Ansager har været i Ungarn
Med to flotte lokale sponsorbeløb i ryggen og derudover en pose penge indsamlet gennem alt fra skøjteudlejning til postkortsalg kunne U14–håndboldspillere fra Skovlund og Ansager for nylig drage til Ungarn.

Selv om nogle ting nok er billigere i et land som Ungarn, koster det alligevel et godt indtog i tegnebogen sådan at smutte en uge ned for at spille håndbold og nyde livet.

Det er de unge U14–håndboldspillere fra Ansager og Skovlund godt klar over, og de har da også siden januar knoklet med forskellige aktiviteter for at generere penge nok til turen.

Der er blevet samlet juletræer, der er blevet lånt skøjter ud i Varde, og der er blevet solgt julekort og gødning. Og oven i dét har to erhvervsdrivende i området fundet rejsen så god og vigtig, at de har støttet op om den:

– Leif Sørensen, der er ejer af Nørregades Bilvask i Ansager, sponserede en hel uges omsætning til turen, og Freddy Landmark fra FL Biler i Holsted sponserede en Hummel–træningstrøje til alle 19 spillere og de fire trænere, så optakten var rigtig god, siger Tina Blak, som er mor til en af håndboldspillerne.

I alt otte piger og 11 drenge drog ned til byen Balatonfüred i Ungarn, som holdt et såkaldt UniCup. Den varede i tre dage og havde deltagere fra klubber i både Danmark og Ungarn og med hold på forskellige niveauer.

– Både drengene og pigerne var kommet i nogle svære puljer med blandt andet divisionshold, men de gjorde en fantastisk indsats. Det blev dog ikke til sejre i de indledende kampe, men i B–finalerne vandt pigerne begge deres kampe, og drengene vandt en kamp, tabte en, og spillede en uafgjort. En absolut tilfredsstillende indstilling og indsats, og en rigtig fin afslutning gjorde oplevelsen endnu bedre, siger Tina Blak.

Mai Møller Christensen, Ugeavisen Ansager-Helle

vist 596 gange