tirsdag 20 maj 2014 - Skovlund
Han går løs på bilagsbunken
Verner Kristensen kan godt lide tal, og hans firma assisterer dem, som har knap så meget lyst – eller tid – til tallene.
Verner Kristensen kan godt lide tal, og hans firma assisterer dem, som har knap så meget lyst – eller tid – til tallene. Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Ikke så få virksomhedsejere er langt bedre til at fokusere på den serviceydelse, deres firma leverer, end de er til at bogføre indtægter og udgifter, køre lønningssystemer og holde styr på bilag.

Nogle har derfor bogholderivirksomheden Partner Erhvervsservice til at stå for »alt det med tallene«, og Verner Kristensen fra Partner Erhvervsservice nyder at hjælpe alt fra tandteknikere og læger til håndværkere, som arbejder som enkeltmandsfirmaer, og de helt store private og offentlige virksomheder.

– Vi laver ikke årsregnskab, altså skatteregnskabet, for det er revisorens arbejde, men vi laver alt det andet, og virksomhederne er meget forskellige i størrelse og behov. Vi kører sådan en rundtur rundt til dem, eller de kommer ind og afleverer deres bilag til os, hvis det passer dem bedre, fortæller Verner Kristensen.

Han og en kollega arbejder fast og på fuldtid, og så er der et par hjælpere, som kan kontaktes efter behov.

– Vores nærmeste konkurrent er freelance-bogholderne. Men vi synes jo selv, at fidusen i at bruge os er, at så skal man ikke binde sig for 10-15 timer fast hver uge. Vi tager kun penge for de timer, vi reelt arbejder for kunden, siger Verner Kristensen.

I de seneste år har han også oplevet at hjælpe et stigende antal private. De skal eksempelvis have hjælp til selvangivelsen i forbindelse med udlejningsejendomme, solcelleanlæg, indberetning af håndværkerfradrag og flere andre regnemaskine-krævende opgaver. 

Ugeavisen Ansager-Helle uge 21

vist 597 gange