søndag 10 nov 2013 - Ansager
Dengang Ansager var i sort/hvid
Billedaften på Ansager Lokalhistoriske Arkiv
Billedaften på Ansager Lokalhistoriske Arkiv Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Lemon Five med beatleshår. En håndsyet sko fra Keld Petersen. Chresten Spillemand og Nicolaisens skrædderforretning. Billederne kom vidt omkring, da der var arkivaften.

Der blev grinet godt igennem og diskuteret alverdens begivenheder fra Ansagers historie, da en flok borgere i sidste uge havde taget imod indbydelsen til en arkivaften på Ansager Lokalhistoriske Arkiv.

Målet var at hygge sig, mens der blev kigget en række billeder igennem på storskærm, hvor arkivet udbad sig hjælp til at datere og sætte navne på personerne. Undervejs opstod adskillige opklarende diskussioner:
– Det er da det gamle torv.
– Ja, men prøv at se. Lygtepælen er væltet.
– Omme bagved er der da en, der står op.
– Og der er elmaster – så har de haft el på det tidspunkt.

Der blev set på billeder af anlægget førhen. Billeder af H.N. Nicolaisens skrædderforretning, som solgte spadseredragter og kåber. Og billeder af det populære lokale band Lemon Five med deres beatleshår.
– Jeg kan huske, at de spillede så højt, at jeg måtte stå helt nede i den anden ende, siger Ove Nørager-Nielsen fra arkivet.

En rede på jorden

Et billede af anlægget med kun lidt sprøjt i fontænen får én til at udbryde, at det må have været krisetider. En anden bemærker, at der hænger et magasin med Dronning Ingrid på forsiden i en kiosk.
– Og se, der er B&O-butikken. Jeg kan huske, da fjernsynet kom, og vi stod og kiggede på det nede foran butikken, siger en kvinde.

De kommer også ind på storken i Ansager, som ikke kunne flyve, så der blev bygget en rede til den på jorden. Og møbelfabrikken, der brændte, og hvor ejeren med meget lidt held forsøgte at stoppe ilden med en sæk spåner.

Ove Nørager-Nielsen henter en lille barnesko i størrelse 19, som arkivet har liggende fra Keld Petersens skomageri, og den vækker begejstring, mens den sendes rundt.

– Det har godt nok været en hyggelig aften, selv om vi nok ikke kunne hjælpe med så mange navne. Det er faktisk helt rart at opdage, at man er lidt for ung til alle de helt gamle billeder, ler en mand, da det er tid at sige farvel.

Mai M. Christensen, Ugeavisen Ansager-Helle

vist 374 gange