fredag 25 apr 2014 - Ansager
Håndbold: Efter kampen torsdag…
Pigerne videre til sidste runde i oprykningsspillet

Med en sejr på 32-23 over Nøvling i egen hule, blev arbejdet gjort færdig overfor modstanderne. Det blev dog en lidt omtumlet start på kampen, idet Lillian Hinsch under opvarmningen trådte op på en bold, og fik et så voldsomt vrid i anklen, at hun måtte se kampen fra udskiftningsbænken.

Et par ændringer i opstillingen lige før kampstart kan godt give lidt forvirring, men spillerne var alligevel koncentrerede om deres opgaver. Dog fik Nøvling lidt bedre tur i scoringerne end vi havde ønsket, og de fulgte således godt med de første 20 min. i første halvvej. Derfra fik vi lidt mere forspring. Vi fik presset dem i forsvaret, men Nøvling formåede at lave modtræk og kom til scoringer. Nøvling satte en mandsopdækning op på Rikke Krogsgaard, hvilket naturligvis satte en dæmper på hendes scoringer. Til gengæld gav det plads til de andre spillere til skud og gennembrud.

Rikke Holst og Ninna Balsgaard kom til mange afslutninger, men hele holdet bød igen ind med masser af fight og vilje.

Det blev dog i de sidste minutter til mange brændte chancer, så sejren blev ikke helt så stor som den kunne have været.

Pigerne spillede for næsten fuld hus, og rigtig mange havde taget turen i hallen for at støtte pigerne i denne spændende kamp. Tilskuerne gik hjem efter en spændende kamp, hvor de fik set noget af det flotte spil og gode fight, som pigerne leverer når tingene fungerer. Der var mange flotte gennemspilninger og mange flotte scoringer i begge ender.

Tak til alle tilskuere for opbakningen. De fik i halvvejen gratis kaffe, og børnene fik gratis is sponseret af Bent Haahr. Tak til ham for det.

Vi er nu klar til de sidste 2 kampe mod Ravnstrup KFUM – nedrykker fra 3. division. Kampene er endnu ikke fastlagt, men Ravnstrup har fordelen af hjemmebane sidst. Vores kamp skal derfor spilles først, og jeg informerer om spilletidspunkt, straks de er fastsat.

vist 775 gange