onsdag 23 apr 2014 - Ansager
Fodbold: 1 nederlag og 1 sejr i påsken
Fodbold på Ansager stadion: Ansager mod Blåbjerg 0-3
Fodbold på Ansager stadion: Ansager mod Blåbjerg 0-3 Foto: Karsten Madsen
I påsken blev der spillet kampe på Ansager stadion mod Blåbjerg og ude mod Ølgod

Ansager-Blåbjerg

Onsdag den 16. april bød vi Blåbjerg op til dans på Ansager Stadion. Målsætningen var vi skulle danse let og elegant hen over Blåbjerg og få en sejr. Vi dansede en dårlig polsk polka og tabte 3-0.

Vi startede igen godt og fik fra start store chancer bla. til Bjarke Klausen, som blev spillet helt fri af Chris Jakobsen, men vi kunne ikke score. Et problem der fulgte os hele kampen desværre. Vi kom bagud efter Blåbjerg kastede et langt indkast ind i feltet og headede den i mål. VI forsøgte at komme tilbage ind i kampen, men det ville ikke rigtigt gå vores vej. Blåbjerg scorede til 2-0 efter vi ikke var kommet helt på plads i forsvaret efter en kontra til os. Vi gik til pausen bagud 2-0. Jeg havde mest lyst til at uddele en kæmpe skideballe i pausen, men jeg kunne se på spillerne, at de var skuffet. Vi fik en god snak og målet i pausen var bare at få uafgjort. En tidligere landstræner - nu desværre død - har tidligere udtalt, at 2-0 er den farligste føring.

Med ny gejst og mod gik vi ud til 2. halvleg, og i første 1 min. fik Chris Jakobsen en stor chance helt fri for mål, men desværre sparkede han i jorden og chancen blev spildt... desværre et symbol på hele vores kamp. Vi fightede og kæmpede det vi kunne og var på et tidspunkt 2 mand i overtal, idet Blåbjerg havde 2 spillere udvist 10 min efter gule kort. Desværre var vi ikke dygtige og heldige nok til at få et reducerings mål, som kunne have skabt spænding tilbage i kampen. Vi satse meget offensivt til sidst og Blåbjerg scorede på en kontra til 3-0. Kampene sluttede og vi gik skuffet på påske ferie.... Men ferien endte godt, da vi kom til Ølgod :-) Simon Thomsen blev kampens spiller.

Billeder fra kampen: fotogalleri

Ølgod-Ansager

Mandag den 21. april var vi tilbage i den smukke Ansager trøje. Den dårlige polske polka var lykkelig glemt, og Ølgod på udebane var vores modstander. Der var godt humør i truppen og trods afbud fra en skadet anfører, Henrik Larsen, og et par andre afbud var vi klar. Vi vidste, at det ville blive en svær kamp, idet Ølgod inden kampen var ubesejret og lå nr. 1 i ligaen med 3 sejre i 3 kampe.

Vi startede igen godt - noget som virkelig ser fornuftigt ud og dejligt vi viser vi er klar fra start. I oplægget havde jeg gjort meget for at holdet var klar til hver eneste nærkamp og duel. Vi skulle kæmpe for at holde nullet, så skulle vi nok få chancer til at score. Som sagt - sådan blev det. Vi kæmpede "en vis legemsdel" ud af bukserne for hinanden og for hele holdet. En fantastisk oplevelse fra sidelinjen. Kort inde i 1. halvleg fik Bjarke Klausen en stor chance. Bjarke ramte ydersiden af stolpen og bolden gik ud til målspark. Træls, men jeg havde fornemmelsen af, at der ville komme flere chancer. Ganske rigtigt. Chris Jakobsen fik en friløber og alene med Ølgods målmand var han elegant. Chris afdriblede målmanden og scorede i tomt mål. Genialt og vigtigt for holdet. Vi fortsatte med stor fight og energi. Forsvaret, som bestod af Morten Jørgensen, Zaman Feizi, Simon Thomsen og Jonas Kristensen, spillede konsekvent og sikkert. Chris havde yderligere en friløber, som han selv skabte, da han kom i mellem en sløset tilbagelægning fra Ølgod forsvaret til deres målmand. Desværre lykkes det for forsvaret og målmanden at forhindre Chris i at score til 2-0.

Vi holdt nullet trods et gult kort i 2. halvleg og vandt kampen 1-0 til stor forløsning for hele holdet! Fortjent JA/NEJ - jeg er ligeglad vi fik de 3 point vi kom efter og hægtede os på Ølgod i toppen af ligaen. Kampens spiller blev fortjent, Bjarke Klausen, som spillede en ekstra ordinær kamp med stor løbe pensum og fight.

Hjørnekroen

Stor tak til Hjørnekroen for at sponsere en kasse øl til holdet efter kampen! De smagte fantastisk efter sådan en vigtig sejr.

Næste kamp er på fredag den 25. april kl. 1830 på hjemmebane mod Hejnsvig. Ligaen er tæt, så vi har brug for alt den opbakning vi kan få. Kom og støt jeres Lokale fodbold hold.

Træner, Magnus Hansen

vist 620 gange