tirsdag 8 apr 2014 - Varde
100 dage med verdens bedste job
Varde Kommunes borgmester Erik Buhl efter 100 dage i jobbet
Varde Kommunes borgmester Erik Buhl efter 100 dage i jobbet Foto: Pressefoto
Den 10. april har Erik Buhl været borgmester i Varde Kommune i 100 dage – og det har været 100 travle, lange og spændende arbejdsdage.

Ja, jeg har ringet til Gylling Haar…!

Indrømmelsen falder prompte, uden betænkningstid, men med et glimt i øjet. Den kommer fra borgmester Erik Buhl, men hvad den nye borgmester havde at tale med ”den gamle” om, vender vi lige tilbage til.

Mere interessant er det nemlig, at Erik Buhl den 10. april har siddet i borgmesterstolen i 100 dage. I hvert fald har han haft råderet over stolen – men ligefrem siddet i den, har der nu ikke været meget tid til.

- Der er travlt. Møderne er mange, og de handler om mange forskellige ting. De ligger både tidligt på dagen, midt på dagen, sidst på dagen, og de ligger såmænd også om aftenen og i weekenderne.

- Desuden ligger de alle mulige steder, spredt ud over hele regionen, hele landet og ikke mindst i hoved- staden, så det kan godt være svært at finde plads i kalenderen til alle de ting, jeg gerne vil – men indtil videre går det, fortæller Erik Buhl, der denne dag ”kun” har ni aftaler i sin kalender, fordelt fra klokken 7.30 til 20.00.

I går strakte aftalerne sig fra klokken 8.00 til 23.00. I morgen dækker de tidsrummet fra 8.00 til 22.30.

- Det er et spændende job – nok det bedste job, der findes, mener borgmesteren, der med opbakning fra hjemmefronten har sat fuld fart på arbejdet med at sikre udvikling og vækst i Varde Kommune.

- Samtidig har vi en rigtig god energi i byrådet og i de politiske udvalg. Det interne samarbejde med administrationen og de mange kommunale medarbejdere fungerer også fint. Der er god sparring på alle fronter, og jeg har følt mig særdeles godt modtaget som borgmester, fortsætter Erik Buhl.

Mere kåring end valg

Med 3.509 personlige stemmer ved kommunalvalget sidste år blev Erik Buhl da også nærmest orkanblæst ind på borgmesterkontoret. Vindstyrken blev opgjort til 15 – nemlig det mandattal, der tilfaldt ”hans” parti, Venstre. To mandater flere end ved det forrige valg.

Men det var også et valg, der sendte 12 nye ”byrødder” ind på den lokalpolitiske scene. Dermed var det også et farvel til 12 andre.

- Efter min mening er blandingen af unge og gamle, nye og garvede, et stort plus for det politiske arbejde. Vi kommer ikke så let til at hænge fast i fortidens vanetænkning. I stedet kan vi inspirere og diskutere, og min opfattelse er, at vi har et byråd, der – på tværs af politiske skel – både kan og vil arbejde sammen til gavn for hele Varde Kommune.

- Derfor vil jeg også gerne rose alle byrådets medlemmer, ligesom jeg gerne vil rette en tak til de familier og arbejdsgivere, der står bag, og giver lov til, at det kommunale arbejde kan fylde så meget, understreger Erik Buhl.

Tæt på erhvervslivet

Selv har han rettet en stor del af sin opmærksomhed mod erhvervslivet, herunder også turismen, hvor han for nylig var med til at tage det initiativ, der foreløbig har bragt 11 jyske kystkommuner sammen i et hidtil uset partnerskab. Målet er, at de 11 skal gøre vestkysten til både en guldkyst og et vækstlokomotiv for dansk turisme.

Adskillige lokale virksomhedsbesøg er det også blevet til – endnu flere er i vente, og så har Erik Buhl sagt ja til en fast plads i Region Syddanmarks Vækstforum – en post, han er meget glad for, og som kan være med til at styrke Varde Kommune.

- For mig er det vigtigt, at vi sætter os selv i spil, og markerer os i alle relevante tværkommunale, regionale og nationale sammenhænge. Det er der, vi skal vise os som en troværdig og engageret medspiller – og vi skal vide at udnytte de netværk, der kan blive til gavn for os selv, fortsætter Erik Buhl.

På det punkt har han fundet en sparringspartner i Esbjerg Kommune, og der er allerede taget forskellige initiativer til at styrke båndet mellem de to nabokommuner.

- Vi har nogle fælles udfordringer, blandt andet de geografiske. Folk i Sydsverige er tættere på København, end vi er i Vestjylland, men der er også områder, hvor vi i høj grad kan supplere hinanden. Det er som et varmt forhold mellem søskende…

Vejen væk fra enkeltsager

Erik Buhl betegner samarbejdet med det lokale erhvervsliv som tæt, men fastslår også, at det gerne skal blive endnu tættere.

Af samme grund ærgrer det ham, at der sidste år var tilbagegang på flere af de afgørende parametre i den årlige undersøgelse, Dansk Industri laver af det lokale erhvervsklima i landets kommuner.

- Vi har oplevet at enkeltsager kom til at fylde meget i den offentlige debat. Alt det skal vi væk fra. I stedet skal vi se på helheden, og finde de fællesnævnere, der gør os stærkere, og som giver os gennemslagskraft i forhold til omverdenen.

- Gør vi det, skal vi nok komme stærkt igen, mener den nykårne borgmester, der har været aktiv politiker i mere end 20 år, og som i øvrigt også tidligere har båret borgmesterkæden i den daværende Ølgod Kommune.

På jagt efter DNA-profilen

- I byrådet har vi netop taget initiativ til en omfattende visionsproces, der skal kortlægge de sande værdier og styrker i vores kommune. Det er nemlig dem, vi skal kendes på i fremtiden.

- Vi er på jagt efter dna-profilen, og det kan da godt være, at vi må se nogle sandheder i øjnene undervejs, men når den først er kortlagt, skal den være det bankende hjerte i alt det, Varde Kommune står for.

- Hvad det ender med, ved vi ikke endnu. Vi har nok nogle fornemmelser, men nu graver vi den ægte vare frem. I min optik vil den nok handle om, at her er der muligheder for alle, der vil…, men lad os se, hvad der dukker op.

- Arbejdet vil strække sig over den næste halve års tid, tilføjer Erik Buhl, der i øvrigt kan afsløre at byrådets medlemmer vil blive sendt ud som antropologer i deres egen kommune i forbindelse med processen.

Penge i kassen

- Selvfølgelig koster sådan noget penge – op mod en million kroner, men de er givet godt ud. Vi bliver klogere på os selv, så det er en investering i kommunens fremtid – og vi har råd til den…

- Regnskabet for 2013 viser et overskud, der er ca. 13 millioner kroner større end forventet – efter at vi har foretaget flere endog meget store investeringer.

- Men der venter da mange andre ting forude, og vi får brug for alle gode kræfter. Jeg har allerede både mærket og følt dem i rigt mål, men jeg håber, de hænger ved. Det har jeg i hvert fald selv tænkt mig at gøre, slutter Erik Buhl.

- Men hvorfor ringede du egentlig til Gylling Haahr…?

- Nå det… Jeg ville fortælle ham, hvem der bliver ny kommunaldirektør i Varde Kommune. Vi kommer alle til at savne Max Kruse, der har valgt at gå på pension – men jeg er også sikker på, at vi har fundet den rette mand til at være hans efterfølger – nemlig Mogens Pedersen, der tiltræder 1. juni.

Pressemeddelelse

vist 427 gange