onsdag 5 mar 2014 - Stenderup
”90-års jubilæum” i Stenderup kirke
En lang række fordomme om kirken står for fald. Det sker ved konfirmandernes årlige UK-Event på fredag den 7. marts i Stenderup kirke, hvor der bl.a. bliver opført et lystspil i 4 akter.

Handlingen i skuespillet foregår i år 2104 på Plejehjemmet i Stenderup-Krogager, som på dette tidspunkt desværre er lukningstruet. Redning kommer heldigvis, men fra en uventet kant og på en uventet måde. Kom selv og se!

Inden konfirmanderne fra Ansager, Stenderup og Skovlund når så vidt, at skuespillet skal opføres, er der flere gode oplevelser i vente i Teglgårdshallen, hvor festelighederne begynder sidst på eftermiddagen. Her står menighedsrådet for en bespisning, der fuldt ud kan måle sig med, hvad der tilbydes på de bedste restauranter i omegnen. Og så er prisen kun sølle 25 kr. Med i de få kroner følger 1 sodavand samt en spilleplade til det traditionsrige Konfi-banko.

Når de sidste gevinster har fundet deres rette ejermænd, så er forældre, søskende og bedsteforældre hjertelig velkommen i Teglgårdshallen. Der bydes på kaffe a kr. 10 og inden kirkeklokken kalder, går multikunstneren Hans Jørgen Østerby fra Silkeborg på scenen. Hvad han laver, kan bedst forklares på den måde, at 1 time føles som 15 minutter. Med andre ord: han kan tryllebinde en forsamling – også konfirmander.

Gudstjenesten går i gang kl. 21 i Stenderup kirke, og dørene er selvfølgelig åbne for alle. Byens befolkning og alle andre fra nær og fjern, som har lyst til at gå i kirke på et lidt usædvanligt tidspunkt til en lidt usædvanlig gudstjeneste med et ungdommeligt islæt, er hjertelig velkommen. At der er tale om en lidt udsædvanlig gudstjeneste betyder blot, at den bliver god.

Vi håber, at kirken fyldes til sidste plads og at alle går derfra med en god oplevelse. Man kan i hvert fald sige så meget: på fredag udfordrer vi en lang række fordomme om kirken – og forhåbentlig falder de. Kik inden for!

Karl Lund

vist 584 gange