onsdag 26 feb 2014 - Ansager
23-årig bliver forpagter på hotellet
Ansager Hotels nye forpagter, Caspar Theis Hansen
Ansager Hotels nye forpagter, Caspar Theis Hansen Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Efter et afklaringsforløb er valget faldet på den blot 23-årige Caspar Theis Hansen fra Krogager som ny forpagter af Ansager Hotel.

Det er endelig lykkes at finde den person, der fremover skal drive Ansager Hotel. Efter halvanden måned med forventningsafstemning har Peter Fog og de andre i Ansager Hotel ApS valgt 23-årige Caspar Theis Hansen fra Krogager som ny forpagter.

– Caspar er den, der passede rigtig godt til at blive den nye forpagter. Han er godt nok en ung fyr på kun 23 år, men han har både tjener- og kokkeuddannelsen, og så har han allerede erfaring fra en lang stribe af arbejdssteder, siger Peter Fog.

Caspar Theis Hansen selv er rigtig glad for sin nye titel, der træder i kraft 1. april.

– En elektriker fra Ansager opfordrede mig til det. Jeg havde egentlig regnet med at skulle starte med at være daglig leder et sted, men når så sådan en mulighed bød sig, var jeg da nødt til at springe til og tage den store mundfuld, smiler Caspar Theis Hansen.

Farbror hjælper

Bag sig har han arbejdssteder som Blåvand Kro, Ho Kro, Nymindegab Kro, Schackenborg Slotskro og Restaurant Gammelhavn i Esbjerg. Han har også hjulpet til i restauranten i Varde Golfklub.

Hans farbror, der har 25 års erfaring fra restaurationsbranchen, har hjulpet ham gennem forløbet med at få forventningsafstemt med anpartsselskabet bag hotellet, og han vil også fremadrettet støtte den unge forpagter.

Caspar Theis Hansen afslører, at han har mange idéer til og planer med hotellet. Han finder det nyrenoverede hotel rigtig flot og er også begejstret for de 330 lokale ejere, der bakker op.

– Man kan sige, at hvis det ikke skulle kunne lade sig gøre at få hotellet her til at køre, hvor skulle man så kunne gøre det? Med de nye faciliteter og de mange andelshavere tror jeg, at byen virkelig ønsker, at hotellet skal komme til at fungere godt, siger Caspar Theis Hansen.

Af: Mai M. Christensen - Ugeavisen Ansager-Helle uge 9

vist 1366 gange