tirsdag 25 feb 2014 - Ansager
Farvel på skotsk
»Go get pissed!« var de sidste tre ord, Beggar’s Row sagde fra scenen.
»Go get pissed!« var de sidste tre ord, Beggar’s Row sagde fra scenen. Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Der banker et skotskternet hjerte hos mange i Ansager og omegn. Derfor var det også både glædeligt og sørgeligt, da Møllen fyldtes til bristepunktet ved Beggar’s Rows sidste koncert.

Sækkepibe, schwung i kilten, gadedrenge-glimt i øjnene og kække kommentarer om alt fra publikums dansestil til behovet for flere øl på scenen.

Sådan var jargonen, og sådan elskede publikum jargonen, ligesom de elskede melodierne og sangteksterne, da det skotske band Beggar’s Row torsdag aften trådte op på scenen i Møllen i Ansager for sidste gang.

– Forsangerens kone er syg, så han har valgt at prioritere familielivet og stoppe efter 17. år på bandturnéer. Derfor var det en slags farvel, for både Ansager og folk udefra har været meget begejstrede for Beggar’s Row og givet os propfyldte koncerter. Men to af musikerne fortsætter sammen med to andre i bandet Shanakua, som vi vil få glæde af fremover, siger Danny Bruslund fra Møllen.

Aftenen var ud over udbredt festlig stemning også præget af, at ejendomsmægler Heidi Hansen fra Ølgod netop havde givet et ret stort sponsorbeløb til Møllen. Hun havde samtidig ønsket ti billetter til Beggar’s Row-koncerten og havde bedt om, at der ville være et glas whisky til hver koncertgæst. Whiskyen valgte Inge Thisted fra Smagsgalleriet at donere. Ægteparret Merete og Dan Olsen fra Stenderup-Krogager var blandt de begejstrede publikummer og har i øvrigt været det ved hver eneste af de i alt fire Beggar’s Row-koncerter på Møllen.

– De har altid gjort det virkelig godt, men denne sidste koncert var så fantastisk og den bedste af dem alle. Jeg håber, at de på mirakuløs vis kommer til at spille sammen igen, siger Merete Olsen.

Læs om parrets oplevelse af koncerten og se flere billeder på www.ugeavisen.dk/ansager

Af: Mai M. Christensen - Ugeavisen Ansager-Helle uge 9

vist 488 gange