tirsdag 25 feb 2014 - Ansager
Så er kurverne på mode igen
Thomas Thomsen med sønnerne Steffen, Nicolai og Mads
Thomas Thomsen med sønnerne Steffen, Nicolai og Mads Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Thomas Thomsen og hans tre sønner, Steffen, Nicolai og Mads, er klar til at kaste sig over forårets have- og fliseopgaver. TT Fliser og Anlæg hedder familievirksomheden.

Lige for tiden går de rundt inde i Legoland og laver smuk belægning. Men ellers er det som regel private menneskers havelåger, Thomas Thomsen og hans tre sønner går igennem.

De har nemlig specialiseret sig i at reetablere haver og lave flisearbejde. Uanset om det gælder indkørsler, terrasser, stier, plantekummer, havehegn, stentårne, gravearbejde eller noget andet i den genre, klarer de det. TT Fliser og Anlæg hedder firmaet, og Thomas Thomsens sønner hedder Steffen Thomsen, Nicolai Thomsen og Mads Thomsen.

– Vi laver også jævnligt tegninger sammen med kunder. Så kan der komme mere udfordring i det, mere spræl. Det er sjovt. Og så kan kunderne bedre se, hvordan det kommer til at se ud, siger Thomas Thomsen.

Siden han for alvor startede virksomheden i 2008, er det gået godt med at få arbejde i hus.

– Det er bare gået kanon derudaf. Vi har aldrig manglet arbejde. Kun sidste år var en lille smule stille, men jeg tror, det er på grund af håndværkerfradraget, hvor folk er optaget af først at få lavet de ting, de kan få fradrag for. Nu her i år har vi allerede fået en tovlig masse henvendelser i forhold til sidste år, så det tegner da godt, for det er ikke engang forår endnu, siger Thomas Thomsen.

Også inden for flisearbejde har moden sit helt eget liv, og det lader til, at kurver kommer på mode igen nu:

– For nogle år siden skulle det helst kurve, dreje og svinge rundt med fliserne. Lige for tiden er det lige linjer og lige fliser, der er in. Men det er som om, at kurverne så småt er på vej tilbage rundt omkring, siger Thomas Thomsen.

Så måske han og sønnerne skal til at lave buer igen. Hos de kunder, der altså følger dén trend. For som med alt andet har også fliseverdenen lige så mange bud på, hvad der er smart, som der er mennesker. 

Af: Mai M. Christensen - Ugeavisen Ansager-Helle uge 9

vist 662 gange