Der var kommet en ny ung dyrlæge til Ansager.

Han hed Erling Jensen, hvilket der sådan set ikke var noget mærkeligt i, bortset fra at hans bil var lidt mere strømlinet i det end gamle dyrlæge Lunds Vauxhall og kunne køre stærkere på grusvejene.

Han skulle jo nødvendigvis have et hus at bo i og var gået i gang med at bygge på en lille sidevej til Skolegade. Den hed Gartnerhaven fordi der tidligere havde været en gartner der havde nogle drivhuse stående der.

Felix Jensen havde fået arbejdet med at sætte glasset i vinduerne, som han havde budt en skrald på. Jensen takkede så mange gange Felix for tilbuddet, han havde regnet med at det ville koste mindst femten hundrede kroner mere, betroede han ham.

Felix sov ikke i otte dage af bare ærgrelse og var ikke til at være i nærheden af.

Han boede også i Skolegade, længe før gartnerens drivhuse blev fjernet og hans baghave lå ikke så langt fra dem. Havearbejdet havde aldrig haft hans store interesse og hvad søren havde man en kone til, hvis ikke det var til at passe persillebedet i den lille stump køkkenhave.

Der stod dog alligevel et par ribs og solbærbuske for at give lidt læ ved den lille topersoners ølbænk dernede i hjørnet.

Men lige godt var der dog så meget havemand i ham, at han anskaffede sig en splinter ny salonriffel, for at skyde de forbandede solsorte, der fordrev tiden med at plukke bærrene.

Af ren og skær vanvare og på trods af fummelfingrene, lykkedes det da også at få ram på en enkelt.

Gartneren der ovre i drivhuset havde alle dage også været morgenmand og stod med vandslangen og overbrusede blomsterne og grøntsagerne. Han nød sådan en dejlig tidlig morgenstund og nynnede ligefrem af bare nydelse uden at tænke på noget som helst.

Men så blev han pludselig vågen og hoppede en halv alen i vejret ved at det gav et ordentlig rabalder og regnede med splinter fra et par smadrede stykker af glastaget.

Felix der hang med hovedet ud af vinduet havde ikke haft så meget med gartneren at gøre og blev jo lidt forundret over så tidlig på morgenen at få besøg af ham og så den fart han havde på gennem indkørslen med en skidt kulør i ansigtet. Men det var skutte heller roser han kom med.

---

Efterhånden var dyrlægens byggeri så fremskreden, at Felix kunne komme til at kitte noget glas i.

Han måtte jo kendes ved det, selvom han havde regnet helt forkert og tabte en formue på det, efter hans egen mening.

Der var kommet en revne i det ene hjørne af et stykke glas i stuevinduet. Stående på trappestigen med en frisk cigar fortsatte han ufortrødent med at kitte og manglede kun en false, da Jensen kom en vending forbi, for at hilse på hans glarmester.

Han fik jo øje på revnen. Høflig og beleven som altid spurgte han sådan lidt forsigtig om der da vel nok skulle en ny rude i, hvilket udløste et sandt fyrværkeri af aske og gnister fra oven. Nej for Søren, du skal jo kun bruge det vindue når du kigger ud i haven og når der kommer nogle potter med fine blomster er der ikke en kat der lægger mærke til den smule revne.

--- Og den er der endnu.

Lause