lørdag 15 feb 2014 - Ansager
Globetrotterne: Vintermotion
Globetrotternes vintermotion i Ansager
Globetrotternes vintermotion i Ansager Foto: Karsten Madsen
Hverken udsigt til hård vind og kuling eller til regnbyger kunne holde deltagerne væk fra vintermotion i Ansager.

De første 73 marchdeltagere var sendt afsted allerede et kvarter efter starten kl. 12, og der kom stadig flere, som ville gå tur omkring Ansager. Der kan vælges mellem tre afmærkede ruter på 5,10 og 15 km. Start og mål er ved skolen. Midt på ruten i Ansager Plantages gamle plantørbolig er der indrettet rast i jagtstuen, hvor man kan proviantere og slappe lidt af.

I jagtstuen er der ly for blæsten, og det knitrer lystigt fra brændeovnen, der opvarmer rummet. Det dufter samtidig indbydende af varm kakao, som står klar til marchdeltagerne. De første, der kom frem til posten ved rasten og klippede kortet, kom fra Vinderup. Andre kommer også langvejs fra. Fyn, Sønderborg og Juelsminde bliver nævnt. ”95% kommer udenbys fra”, kunne Jens Peder Jensen, formand for Globetrotterne i Ansager, fortælle.

Karsten Madsen

Fakta

Jens Peder Jensen stiftede Globetrotterne for 22 år siden efter i nogen tid at have arrangeret hærvejsmarch og ture for det lokale FDF. Der havde herved vist sig et grundlag for en lokal marchforening.

Foreningen har ca. 80 medlemmer og hvert år i pinsen arrangeres en bustur for medlemmerne på 5-6 dage til et sted i Europa. I år går turen til Kassel i Tyskland. Lars Østergård sørger hver gang for transporten og borger for en vellykket tur.

vist 486 gange