tirsdag 4 feb 2014 - Ansager
MTB-cykelstier på vej
Modelfoto
Modelfoto Foto: Andy Armstrong Copyright
Inden længe bliver en række mountainbike-stier afmærket i Ansager Plantage. Når de er prøvekørt i løbet af foråret, bliver de permanente ruter fastlagt til sommer.

Ikke alle cyklister er kede af bakker, skarpe sving og lidt grene og rødder på tværs af cykelstien. Mountainbike-folk elsker det faktisk, og deres lidenskab er blevet et af punkterne i Ansagers visionskatalog for ting, der gerne skal ske i området inden 2018.

Ansager Plantage er allerede i dag besøgt af en del cyklister på mountainbike, der nyder at indtage skoven på to hjul. Men nu er et net af særlige mountainbike-stier undervejs i plantagen. Varde Kommune har sagt god for idéen og bidrager med pæle og grus, mens en arbejdsgruppe i Ansager står for selve afmærkningen af stierne. Det sker, så snart vejret bliver en lille smule bedre.

– Jeg har pælene og minebånd til at ligge klar. Det er kun et spørgsmål om, at vi skal ud og have det sat op, men stormen og frosten skulle lige overstås, fortæller Jens Daugaard Madsen fra arbejdsgruppen.

– Vi har været rundt og gå i skoven nogle gange og er nu klar til at rydde nogle stier som forsøg. Herefter skal det afprøves i nogle måneder, hvor der bliver cyklet på stierne, og hvor vi forhåbentlig får nogle tilbagemeldinger omkring, hvad der fungerer, og hvor der mangler mere flow.

Vippebrædder

Allerede i dag er det muligt at cykle på nogle kombinerede gang- og cykelstier i plantagen, men med de nye mountainbike-stier får de fartglade cyklister deres egne ruter kun til cykling. Stisystemet vil bestå af en let hovedrute, som vil være forbundet med en række andre spor i forskellige sværhedsgrader.

– Mountainbikespor er bygget op ligesom skibakker – med en rød, en blå, en sort rute og så videre. Jeg tvivler dog på, at vi vil lave noget, som er så heftigt, at det kan blive en sort rute. Men vi vil få en god begynderrute og så en mellemsvær rute, siger Jens Daugaard Madsen.

Han satser på mange små snørklede stier, hvor man kan øve sig i at balancere på cyklen og måske noget med vippebrædder. Det er tanken, at det også skal være indbydende for turister, for eksempel dem ved Kvie Sø, at hoppe på cyklen.

– Når vi til sommer får den endelige afmærkning med piktogrammer på, skal der højest sandsynligvis også oprettes en lille mountainbike-klub i vores by. Jeg cykler også selv, og det er en fantastisk måde at træne på – også for sådan en som mig, der ikke bryder mig om at få sved på panden på egen hånd. Men det er nok også rart for dem på gangstierne, at vi på mountainbike får vores egen sti. Hvis man er ude at gå, og der så kommer sådan 20 tumper med hjelm, som pruster, kan der godt blive lidt trangt på vandrestien, siger Jens Daugaard Madsen.

Af: Mai M. Christensen - Ugeavisen Ansager-Helle uge 6

vist 1153 gange