tirsdag 21 jan 2014 - Ansager
Fra kamp i Afghanistan til kunder i Ansager
Morten Eriksen er ny uddeler i Dagli’Brugsen i Ansager
Morten Eriksen er ny uddeler i Dagli’Brugsen i Ansager Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
26-årige Morten Eriksen er ny uddeler i Dagli’Brugsen i Ansager

Morten går nu i gang med en ommøblering af butikken. En baggrund i forsvaret har rustet ham som leder, men civile medarbejdere er anderledes end soldater.

»Hej og velkommen, Morten«.

»Velkommen til Ansager«. »Hej og velkommen hertil, Morten«. »Tillykke med jobbet. Vi håber, du bliver glad for at være her.«

Selv om 26-årige Morten Eriksen nu har været uddeler i Dagli’Brugsen i Ansager siden 6. januar, kommer der stadig kunder hen og hilser på ham og byder ham velkommen til byen. For sådan er det, når man kommer til en mindre by, og Morten Eriksen nyder det i fulde drag.

– Hvis jeg kunne vælge, brugte jeg alt min tid inde i butikken og ingen tid på administration. Det er det at sælge varer, at være købmand og have kontakten med kunderne, jeg nyder allermest. Og jeg er blevet taget rigtig godt imod, selv om jeg også godt ved, at jeg skal arbejde for at bevare den nære kontakt med kunderne, siger Morten Eriksen.

Han overtog butikken, da uddeler Poul Helle Jensen ønskede at trappe ned og derfor fik job i Ølgod. For Morten Eriksen var det en drømmesituation, for han har altid arbejdet imod at komme frem i systemet og en dag få sin egen butik at stå i spidsen for.

Morten Eriksen kommer selv fra Ølgod, hvor han også bor i dag, sammen med sin kæreste og et barn på vej til sommer. Det var også hos SuperBrugsen i Ølgod, han stod i lære, ligesom han har varetaget grøntafdelingen i SuperBrugsen i Grindsted.

Han blev skudt på

Efter at være blevet uddannet, tog Morten Eriksen ind for at aftjene sin værnepligt, men blev så begejstret for forsvaret, at han fortsatte og uddannede sig til sergent. Fra august 2010 til foråret 2011 var han udsendt til Afghanistan, hvor han var støtteenhed for kamptropperne. Det vil sige, at han var ude at gå patrulje som artelleriobservatør, og hvis nogen havde brug for hjælp, var det Morten Eriksen, der havde radioen i hænderne.

– Jeg er da blevet skudt på. Sådan er det jo, men der skete mig heldigvis ikke noget. Meget af tiden var nu også rolig hverdag, hvor man mere gik rundt og snakkede med de afghanske børn, siger Morten Eriksen.

Han er taknemmelig for tiden i forsvaret og for den lederuddannelse, der ligger i at blive sergent. Det har givet ham en god fornemmelse for struktur, og han kan rigtig godt lide rene linjer, at og at varerne står lige på hylderne. Omvendt er det ikke alt, der kan overføres fra de små militærlejre i Afghanistan og til en Dagli’Brugsen i Ansager: – Der er stor forskel på at lede en flok soldater i forhold til at være chef for civile. I forsvaret siger man »Løb over en mark«, og så gør folk det bare og stiller højest spørgmål til det bagefter. Almindelige mennesker kræver en forklaring på det, man sætter dem til, ler Morten Eriksen.

Fra næste uge går han og butikkens to fuldtidsansatte, Eva og Kathrine, i gang med en ommøblering af butikken, så den bliver mere kundevenlig. Butikken holder ikke lukket imens, da der mest er tale om at rykke rundt på nogle varegrupper.

Mai M. Christensen, Ugeavisen Ansager-Helle, uge 4

vist 1225 gange  
Annonce

Udvalgte nyheder

december
november