torsdag 9 jan 2014 - Ansager
Kirkespiret med tranen repareres
Tranen på kirkespiret repareres
Tranen på kirkespiret repareres Foto: Karsten Madsen
Med en meget stor lift er Ansager VVS lige nu ved at reparere spiret på kirketårnet

Kirkens spir med tranen tog skade under sidste storm, hvor det knækkede. Det har set faretruende ud, men nu er spiret taget ned til reparation.

"Vi troede spiret var af metal, men det viste sig, at den nederste del var lavet af egetræ. Egetræet var blevet skørt med tiden og kunne derfor let knække under stormen." fortæller Kristian fra Ansager VVS, som udfører reparationen.

At det lige skulle regne kraftigt i dag hvor liften var bestilt, gør ikke så meget. Problemet er mere, at det er begyndt at blæse, fortæller Kristian. Vinden skulle dog være acceptabel indtil kl. 15, så det haster med at få tranen op igen.

Vejrhane kan man vel ikke tillade sig at kalde den Teilmannske trane, men omkring kl 13.30 - 14.00 skulle den igen være på plads.

Karsten Madsen

Fakta:

Årstallet 1932 var ridset ind i spiret, fortæller Kristian, så på det tidspunkt har der været nogen oppe ved tranen.

Snedker Botilius Sørensen var for mange år siden ved hjælp af en stige oppe og reparere spiret, kan hans søn Søren Kristian Sørensen berette. Mon ikke det kan passe med 1932?

vist 791 gange