tirsdag 7 jan 2014 - Ansager
Juletræer blev til varme og til Ungarn-rejse
Juletræer bliver til flis på Ansager Varmeværk
Juletræer bliver til flis på Ansager Varmeværk Foto: Ugeavisen Ansager-Helle
Lørdag eftermiddag drog unge U14-håndboldspillere sammen med deres forældre rundt på en juletræsindsamling i Ansager og Skovlund. Træerne fik varmeværket, og pengene fik spillerne.

Julen varede ikke helt til påske for borgerne i Ansager og Skovlund. Helt præcist varede den til lørdag eftermiddag klokken 13. Her var det muligt at få sit juletræ afhentet og samtidig bidrage til, at byernes unge håndboldspillere kan komme på en rejse til Ungarn til sommer.

For den nette sum af 20 kroner tog spillerne juletræerne med. De blev læsset op på den trailer, som forældre eller andre voksne kørte rundt med langs gaderne, og når så ladet var fyldt, gik turen til varmeværket.

– Det er nok den dyreste flis, vi nogensinde har købt, men pengene går jo til et godt formål, lo Carsten Uldbæk fra varmeværket, mens han tog imod de grønne graner sammen med kollegaen Harry Smidt.

Englehår

Varmeværket betalte nemlig også for træerne, og de penge gik til selve foreningen SIF/Ansager Håndboldafdeling. Enkelte af træerne havde stadig englehår og andet pynt på grenene, og et enkelt træ var slet ikke kommet ude af nettet. Det morede folkene ved varmeværket, som så stod for at befri træet af nettet. Tænk at være et juletræ og komme sovende gennem julen.

Med en flismaskine blev juletræerne hakket i småstumper, og i varmeværkets store beholder kom flisen efter alle de mange træer kun til fylde nogle få centimeter i højden.

I alt omkring 50 personer var i sving med juletræsindsamlingen, heraf knap 20 unge håndboldspillere. De kan nu glæde sig til at drage til Ungarn i uge 28.

Mai M. Christensen, Ugeavisen Ansager-Helle, uge 2

vist 509 gange