tirsdag 17 dec 2013 - Ansager
Ny uddeler i Dagli’Brugsen Ansager
Det bliver skiftedag i Dagli’Brugsen i Ansager i denne måned. Uddeler Poul Helle Jensen får job i Ølgod, mens Morten Eriksen konstitueres som ny uddeler.

To brugsansatte bytter arbejdsplads fra mandag 6. januar, for herefter skal uddeler Poul Helle Jensen fra Dagli’Brugsen i Ansager møde ind i SuperBrugsen i Ølgod. Mens Morten Eriksen, der i dag er souschef i netop SuperBrugsen i Ølgod, fremover skal varetage Poul Helle Jensens uddelerjob i Ansager.

Der er ikke tale om jobrotation, men et reelt skifte, for Poul Helle Jensen ønsker at hellige sig de mere disponeringsmæssige og kundevenlige aktiviteter og afgive sine ledelsesmæssige funktioner.

Tørvareleder

Helt fri for at hedde noget med »leder« bliver han dog ikke, for fremover vil han være tørvareleder i SuperBrugsen i Ølgod.

– Morten Eriksen konstitures som uddeler i Dagli’Brugsen Ansager, indtil der bliver fundet en permanent løsning, lyder det i en pressemeddelelse.

– Begge brugser er en del af Ølgod Brugsforeninger, og vi har på den måde fundet en løsning inden for egne rækker, udtaler uddeler i SuperBrugsen, Poul Eriksen.

I hele 25 nåede Poul Helle Jensen at være uddeler i Ansager. Både han og Morten Eriksen glæder sig til deres nye udfordringer.

Mai M. Christensen, mmc@ugeavisen.dk uge 51

vist 1053 gange