mandag 16 dec 2013 - Ansager
Julen begynder med sang
Ansager Kirke
Ansager Kirke Foto: Karl Lund
Vi håber på trængsel og mange mennesker på torsdag den 19. december kl. 19 i Ansager kirke.

Anledningen er, at vi har planlagt en rigtig god fælles aften for Ansager, Stenderup og Skovlund, hvor vi synger julen ind. Ansatte og medarbejdere og medlemmer af menighedsrådene har været samlet flere gange for at indøve musik og sange, som kommer til at præge denne aften.

Ved en tilfældighed kom jeg til at læse i et tidskrift om en midaldrende ekspedient, som i en hel del år havde oplevet det triste, at hun omkring den 15. december var brændt fuldstændigt ud og havde mistet al glæde ved julen. I år havde hun besluttet, at det skulle være anderledes, og var netop nu i fuld gang med at gøre forskellige ting for at fastholde forventningen om en glædelig jul. Desværre nævnte hun ikke Ansager kirke og ”Syng julen ind”- arrangementet. Hun kender næppe noget til Ansager og årets juleprogram i kirken. Men hvis hun gjorde det, så ville hun helt oplagt komme i kirken på torsdag – sammen med gode folk fra både Stenderup og Skovlund.

Vi byder julen og juletiden hjertelig velkommen denne aften med sang og musik – i håbet om, at det må bane vejen for julens budskab og julens glæde i vore 3 byer. Hjertelig velkommen.

PS! Ansager Menighedsråd er efterfølgende vært ved en kop ståkaffe i Våbenhuset.

Karl Lund

vist 618 gange