tirsdag 15 okt 2013 - Ansager
Status: Ansager Hotel
Peter Fog formand for Ansager Hotel ApS
Peter Fog formand for Ansager Hotel ApS Foto: Ansager Ugeblad
Den udvendige renovering af Ansager Hotel er i fuld gang, og snart er der nye fuger og nyt indgangsparti. Samtidig har hotellet kontakt til flere, som kunne være interesseret i at forpagte stedet.

Endnu er Ansager Hotel et lidt trist syn at køre forbi, med stilladset stående rundt om bygningen, men inde bagved er hotellets slidte ydre ved at få en større overhaling, så det snart fremstår med nyt tag, nye lamper, friske fuger, nye vinduer og nyt indgangsparti med kørestolsrampe.

Det er den såkaldte fase 3 – den udvendige renovering – som er i fuld gang på hotellet. Indenfor er der nu malet, repareret, pyntet og skiftet gulvtæpper flere steder, og et helt nyt køkken og nye toiletter stod klar først på året. Så fase 2, som er den indvendige renovering, nærmer sig målet. Nu mangler blot de sidste lokaler, heriblandt krostuen, bryggerset og billardrummet.

– Derudover håber vi på, at vi kan få renoveret værelserne oven på hotellet i løbet af foråret, så vi er klar til sommerferien. Om de skal blive til udlejede hotelværelser eller ferielejligheder, har vi endnu ikke besluttet, og vi mangler også at få finansieringen til værelserne på plads, siger Peter Fog, som er formand for Ansager Hotel ApS.

Tøver lidt

Han er taknemmelig for den store opbakning, som både anpartshavere, sponsorer og frivillige fra Ansager viser. Ikke færre end 150 frivillige har haft ærmerne smøget op under renoveringen indtil nu, og for tiden er en flok i gang med at kratte fuger ud på murværket.

– Samtidig har vi været i kontakt med forskellige, der har henvendt sig efter sommerferien med interesse for at blive hotellets forpagter. De blev så lidt tøvende, når de så, at den udvendige renovering ikke var på plads endnu. Så vi må nok være realistiske og ikke regne med, at vi finder en forpagter, før alt står klart. Men så kontakter jeg dem, der henvendte sig, igen, siger Peter Fog.

Af: Mai M. Christensen - Ugeavisen Ansager-Helle uge 42

vist 360 gange