tirsdag 1 okt 2013 - Stenderup
Anders Agger i Teglgårdshallen
Anders Agger i Teglgårdshallen
Anders Agger i Teglgårdshallen Foto: Mai Møller Christensen, Ansager Ugeblad
Velbesøgt sognemøde i Teglgårdshallen med TV-journalist Anders Agger

Teglgårdshallen var pænt fyldt op ved de kaffedækkede borde af forventningsfulde tilhørere, der var kommet fra nær og fjern for at høre TV- journalist Anders Agger fortælle om sit arbejde med TV. Han ville tage os med ind bag kulisserne og beskrive, hvorfor og hvordan hans spændende dokumentarprogrammer blev til. Om Anne-mad programmerne, som ikke var hans egen idé, men som på trods af sommertid fik mange seere, og om de programmer, som han brændte for, og som på en eller anden måde udsprang af hans eget liv og interesser. Af noget han forundrede sig over og gerne ville undersøge og afdække nærmere.

Anders Agger underholdt og fastholdt os alle i to timer med anekdoter om TV og konkurrenter, med sine personlige beretninger om glæder og sorger og med sine interessante fortællinger om, hvordan det lykkedes at få lov til at skabe sine egne programmer.

Han fortalte om, hvor svært det var på redaktionsmøderne at få forståelse for og accept af, at det var vigtigt at give ham lov til at lave et program om døden - og så få det sendt i den bedste sendetid midt om sommeren. På grund af en egen personlig sorg ville Anders Agger bl.a. gerne undersøge, om man med døden tæt forestående kunne nå at få sagt de ting til hinanden, der var vigtige. Det blev til "Sømanden og juristen", en programserie hele Danmark fulgte med i.

Anders Aggers har høstet megen ros og hæder for sine indlevende og levende skildringer af mennesker og miljøer. Han formåede også LIVE at røre ved vores følelser, og stemningen vekslede mellem latter og alvorlig eftertænksomhed aftenen igennem. En helt igennem god aften!

Vivian Gosch.

vist 1148 gange